Genremæssig strandhugst fra den animerede abeflok

Den efterhånden 42-årige Damon Albarn havde næppe regnet med, at et simpelt sideprojekt skulle ende med at overstige Blur popularitetsmæssigt. Han havde trods alt lagt blod, sved, tårer og en årrække i britpop-kvartetten, og Gorillaz var jo som så'n bare et for sjov-projekt og et indspark i debatten om konstruerede popbands. Men de animerede hitliste-stormtropper eksisterer altså nu på tiende år og er klar med tredje album-opus. Som altid er der tale om et genre-misk-mask, der vellykket rykker ved plasticpoppens statiske konventioner. Hvor de to foregående plader blev hjulpet godt og grundigt på vej af henholdsvis Dan The Automator og Danger Mouse, har Albarn selv stået som chefarkitekt af Plastic Beach og det med et overbevisende udfald. Som tidligere er abeflokken udvidet med et utal af alfahanner, der stort set alle løfter den i forvejen opløftende musik. Eneste hængeparti er Snoop Dogg, der lyder mere skæv end skarp på Welcome To The World Of The Plastic Beach, der til gengæld har en horn-sektion, der sidder lige i skabet. Bedst er nok bidragene fra de to gnavne gamle mænd Mark E. Smith og Lou Reed på den henholdsvis spooky Glitter Freeze og den tørt funky Some Kind Of Nature. Men fremhæves skal også Empire Ants med de oversete svenskere Little Dragon og førstesinglen Stylo, hvor altid oplagte Mos Def møder den genopståede soullegende Bobby Womack. Sjældent er sammenskudsgilder så vellykkede, som når Albarn har værtsrollen.