Københavnsk fusionsjazz flyver længere ind over rockens territorier, men styrter med meget uoriginal revolution

Den danske fusionsjazz-gruppes tredje album er stort, men ikke så stort, som titlen Supersonic Revolutions lover. Dette er bandets første ikke-instrumentale album (Martin Schatz både klaver og vokal), og samtidig tager de fem endnu et fornyende skridt mod prog-, rock- og popmusikken fra egentlig fusionsjazz, som gruppen ellers har haft stor succes med på fem forskellige kontinenter. Og det virker som om, at Jazzkamikaze har manglet et kritisk, distanceret blik, for ofte er fusionen ikke en symbiose af elementerne, men en lidt uprovokeret tilføjelse af den anden stemme i Marius Nesets tenorsax. Symbiosen udebliver. Samtidig ville de havde opdaget, at mange af pladens numre lyder som en-til-en fortolkninger lyrisk og musikalsk af gamle Mew-numre; Mournful Of Storms Has Passed Away, Bring Back Spring, Acropolis og The Way She Drives Me. Det er lidt synd, at det lyder som et plagiat, når nu det skulle være en revolution. Specielt når vi egentligt har at gøre med 12 spændende og gennemarbejdede kompositioner, teknisk overlegen perfektion og en god produktion med masser af livefeel. Der er lækre instrumentale genrekryds og overgange; specielt på de to tunge instrumentale signaturer Arch og Bab El Ehr. Fin stemning på den skønne vocoder-metal-hymne Music Is My Heroin og opbyggelig skønhed på singlen M.E.C. Derfor er det også lidt meningsløst, at Jazzkamikazes primære satsning på rockmusikkens territorier fungerer, men konstant minder lytteren om et andet musikprodukt.