Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 23-02-2010 kl. 09:07

Depeche Mode med Nitzer Ebb
Forum Horsens,
mandag d. 22. februar 2010

Anmeldt af Ras Bolding
Foto: Morten Rygaard --- www.mortenrygaard.com

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,31 stjerner i snit (efter 13 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En dag på kontoret med Depeche Mode

Horsens har for længst gjort det til byens brand at præsentere musikalske verdensnavne, så hvorfor ikke også Depeche Mode, der bestemt må siges at høre til i den absolut tunge afdeling? Et i udgangspunktet interessant projekt, netop fordi Depeche Mode de seneste mange år har spillet stadionkoncert på stadionkoncert, og gamle fans af gruppen, som for længst har lagt eyeliner og sort læderjakke på hylden til fordel for kætteriske interesser som børn og pensionsrater, har i flere år sukket efter netop muligheden for at opleve den engelske gruppe under mindre forhold igen. Her var så chancen, og de gamle og trofaste fans stod klar med de helt store forventninger. Næsten symbolsk nåede jeg på vej ind at hilse på det danske industrial-ikon, Leæther Strip, og det var generelt tydeligt, at en del af det fremmødte publikum havde fulgt gruppen igennem mange år. 
 
Sortklædt venskab ruster ikke
Depeche Mode betjener sig stort set altid af opvarmningsnavne, og til aftenens koncert var der tale om det, man vist kan kalde nostalgiske fornemmelser, omtrent tyve år efter. Det var nemlig ingen ringere end ebm-gruppen Nitzer Ebb, der stod på scenen, og for sande kendere var her tale om lidt af et scoop - Nitzer Ebb slog oprindeligt igennem, netop fordi de fik lov til at varme op for Depeche Mode dengang for mange år siden, så man fornemmede historiens vingesus. Iklædt jakkesæt og slips gik Nitzer Ebb til værks, og de gjorde det fint. Deres præprogrammerede sequencerspor var måske lidt for lave i mixet, men McCarthys karakteristiske vokal, der befinder sig et sært sted mellem militant macho, fremmedgjort new wave og kold soul, trængte godt igennem, lige så vel som trommer og percussion. Blandt gruppens egne fans er Nitzer Ebb vel bedst kendt for deres hårdtpumpede materiale fra "That Total Age", men gruppen fokuserede på de senere udgivelser i stedet, og selvom jeg nok savnede de mere aggressive udladninger også, så fungerede det faktisk, også i sammenhængen. Jeg synes koncerten fungerede godt, Nitzer Ebb følte sig hjemme på scenen, og havde de valgt at spille et par numre ekstra, så havde det bestemt ikke gjort noget.
 
Så letter vi
Omkring klokken 20 gik Depeche Mode på scenen, og så gik genudsendelsen i gang. Det skulle nemlig vise sig, efterhånden som koncerten skred frem, at der var tale om stort set samme show, som gruppen præsenterede da den gæstede Parken sidste år, dog en smule kortere. Sceneshowet var en smule mindre, men ellers også ganske identisk, ja, selv musikernes dragter, inklusive Martin Gores smag for syntetisk sølv, var som i Parken sidste år. Og hvad skal man så sige til det? Den trofaste fan står i et dilemma, for loyalitet mod gruppen vil hævde, at der jo dybest set er tale om samme turné, så derfor er det begrænset, hvor meget man kan forvente ændret, men omvendt vil netop trofaste fans formentlig også savne lidt variation undervejs, for en del af dem var jo nok til stede i Parken sidste år, eller for den sags skyld til andre af gruppens koncerter i løbet af Universe-turnéen.
 
Ydermere har Depeche Modes koncerter i efterhånden mange år været bygget op omkring en noget nær fasttømret formel, der typisk indleder med præsentation af materiale fra seneste album, og herefter skrues op for lidt mere kendt materiale. Og så vil Martin gerne synge en sang, typisk med lidt klaver i baggrunden, som havde Elton John kigget forbi. Så vender Gahan tilbage og der skrues op for tempoet igen, bang, stort hit og tak for i aften. Så klappes der på ekstranumre, gruppen vender tilbage, spiller og synger, Fletcher vinker, og under "Never Let Me Down Again" flagrer alle med armene, og under "Enjoy The Silence" synger publikum omkvæd, og Gahan kommenterer, "yeah, that's right" hver evig eneste gang!

Hvis læseren fornemmer, at jeg måske er ved at være en smule træt af dette samme ritual gang på gang på gang, så er der nok noget om snakken. For et eller andet sted er det da egentlig en lille smule trist, at en gruppe, der reelt har været med til at forny både pop, rock og elektronisk musik ganske eftertrykkeligt, kan risikere at stivne som koncertnavn. Og det ER en reel frygt, for det er sket for flere store rock-koryfæer gennem tiden - ingen nævnt, alle glemt. Omvendt må man dog også, til Depeche Modes forsvar, sige, at den formel, de har opdyrket, har vist sig uhyre effektiv verden over, og med det imponerende bagkatalog, som gruppen kan bryste sig af, er der naturligvis efterhånden en del numre, som publikum forventer at høre i koncertsammenhæng, om end man vel, i forlængelse heraf, må pointere - og måske undre sig over - at hele fem studiealbums overhovedet ikke var repræsenteret med et eneste nummer til koncerten (og Depeche Mode har faktisk kun udgivet tolv studiealbums i alt).
 
Når jeg så alligevel ender med at trække et par stjerner fra og lander på fire i alt, så er det blandt andet, fordi at i Horsens havde Depeche Mode jo chancen. Her står man pludselig på en mindre scene, man skal ikke underholde et helt stadion og behøver velsagtens ikke tage helt samme hensyn til folkelighedsfaktor som vanligt, men det drog gruppen på ingen måde nytte af. Nej, følelsen var snarere, at Parken var rykket til Horsens. Personligt stod jeg lidt med fornemmelsen af spildte chancer.
 
Flot niveau
Nu kan det måske lyde som om jeg havde en dårlig oplevelse med koncerten, men det er egentlig ikke tilfældet. Måske var mine forvetninger bare noget andet, og sikkert er det under alle omstændigheder, at det Depeche Mode gjorde, det gjorde de, som altid, godt og imponerende. Det ser måske let ud, men netop derfor skal man jo ikke glemme, at det er dygtige musikere på scenen (nåja, Fletcher skulle være omtrent lige så skrap til at spille på lommeregner som Kraftwerk), og at en del af de numre, der præsenteres, vel efterhånden har status af evergreens, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, når nu temaer som depression, misbrug, seksuelle vrangsider og ensomhed er blandt favoritemnerne. Selvom denne koncert, i mine egne erindringer, ikke vil stå som en af de bedste, jeg har været til med Depeche Mode, så var det stadig rigtig godt. Selv på en mandag aften, sent på turnéen, i snevejr og uden Kinderæg-overraskelser eller kaniner i hatten, så fornægtede niveauet sig ikke, og jeg vil umiddelbart gætte på, at hvis man aldrig før havde oplevet Depeche Mode live, så blev man formentlig blæst helt omkuld af denne oplevelse. For vi andre, der har prøvet det flere gange, kørte det hele måske lidt for meget på rutinen denne gang, og der manglede variation. Men er det rimeligt, at forlange mere? Jeg tror, jeg vil overlade den diskussion til debatforummet nedenfor.

Depeche Mode spiller igen i Forum Horsens 23. februar. Koncerten er udsolgt.