Tændt roots- og voksenrock fra en John Hiatt lysår fra pensionisttilværelsen

Dejlig raspende stemme. Herligt skramlende og tæt band. Den vanlige samling rootsprægede sange. Og så tekster, der med udgangspunkt i fortælleren både går om bord i du-og-jeg-problematikkerne, men også breder dem ud til at være mere almene og kommenterende. Jo, John Hiatt byder måske ikke på de store forandringer, men det gør egentlig heller ikke så meget, så længe amerikanerens bundniveau er som i disse år. For det lyder, som om hjertet og oprigtigheden er med hele vejen i de 11 sange: De seje mellemtempo-rockere får måske mere foden til at vippe i tryg genkendelsesglæde end egentlig overraskelse. Men det virkelig scoop denne gang er to fremragende blues-sange en tredjedel inde i cd'en: især laaaangsomme Like A Freight Train med dens selvbeskuende tekst om livets efterår, det rent ud sagt hyponitiske John Lee Hooker-agtige groove og  helt opofrende Hiatt-vokal – men også den mere stompende storbybluesrocker My Baby med herligt bjæffende omkvæd gør sig for alvor. Se dét er roots-omsorg, der viser, at den 58-årige ikke tynges af pensions-tanker.