Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 02-03-2010 kl. 01:45

Tokio Hotel
Forum, København,
mandag d. 1. marts 2010

Anmeldt af Mikkel Elbech

GAFFA		2 stjerner
Læserne		3,17 stjerner i snit (efter 29 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Forældresponsoreret massepsykose

Grundet restriktioner fra Tokio Hotels management kan GAFFA desværre ikke bringe billeder fra koncerten

Skrig og hvin og teenagetøser i massepsykose. Så kort kan det altoverskyggende element ved aftenens koncert opsummeres. Det bliver ikke musikken, den huskes for. Ej heller antallet af solgte billetter, den kun halvt fyldte sal taget i betragtning.

I den time, der gik mellem det ganske forglemmelige opvarmningssæt fra The Dreams og hovednavnets entré på scenen, forstod publikum – den del, der havde fået deres forældre til at betale billetten, forstås – ellers at gejle en stemning op. Der skulle ikke mere end et glimt af en scenemedarbejder til, før øresønderrivende hvin røg ud af de unge munde, og som hyppigheden af hvinene blev større, lød det mere og mere som rutschebanerne i Tivoli på Blå Mandag.

Disse hvin kom dog snart til at føles som den rareste stilhed sammenlignet med det konstante skrigeri, der tog sin begyndelse, da lyset slukkedes lidt over ni, og ikke for alvor fortog sig før halvanden time senere. Højest lød de dog, da bandmedlemmerne én for én viste sig på scenen. Trommeslager Gustav Schäfer udklækkedes af det gigantiske metalæg, der således udgjorde kvartettens scenografi. Guitarist Tom Kaulitz og bassist Georg Listing trådte frem i hver sin side af scenen. Og endelig kom hovedpersonen så også frem – forsanger Bill Kaulitz.

Massepsykosen nåede så voldsomme højder, at det ikke kan have været helt sundt for store dele af publikum. Musikken satte i gang, og med ét virkede hele cirkuset faktisk. Få meter fra forreste række, omgivet af skrigende piger bevæbnet med glowsticks, mobiltelefoner og kameraer, der alle blev rakt i vejret, var det umuligt ikke at blive revet en smule med. Og som han stod dér, den stærkt androgyne, vingeklædte og relativt karismatiske Bill Kaulitz, lignede han et splitsekund en tysk arvtager til David Bowie. Der var enkelte elementer på spil, som ikke var helt uinteressante, og som ikke var nær så vanvittige, som de føltes.

Troede man. For det varede ikke ved. Så langt fra, endda. Og lige så fluks det stod klart, at man netop havde sammenlignet Tokio Hotels forsanger med en stor og vigtig størrelse som David Bowie, meldte skammen sin ankomst, og det stod tydeligere og tydeligere frem, hvad det egentlig var, man bevidnede. En sjælden gang imellem dukkede en udmærket sang op, og hvinene blev afsløst af regulær syngen med, men til syvende og sidst blev det de tomme tønders buldren, der kom til at dominere.

Masser af snydeattitude, rytmisk affyrede flammer, påtvunget poetiske billeder på storskærmene, en let træden frem på plateauet ud blandt publikum og afsindigt klichéfyldte kommentarer mellem numrene blev kombineret med denne hersens musik, som ikke er catchy nok til at være pop, ej heller troværdig nok til at videreføre rockens traditioner – og den er ingenlunde provokerende nok til at kunne bringe én i det allermindste chok.

Kort og godt var det en oplevelse, som var klichéfyldt som ind i helvede. Hurtigere, end man havde foretrukket det, stod det klart, hvorfor Tokio Hotel primært appellerer til folk, der af naturlige årsager ikke har ører for netop dette aspekt – fordi de simpelthen ikke har hørt ret meget musik i deres endnu så korte liv.

Efter en halv time blev det trættende. Alle tricks var blevet både brugt og genbrugt flittigt. Efter endnu en halv time var det decideret belastende, og det blev kun mere og mere himmelråbende, hvor substansløs en omgang, disse fire tyskere serverede. En rundtur i salen afslørede forældre, der kedede sig så bravt, at man skulle tro, at de faktisk fik penge for det, snarere end at have betalt i dyre domme for både sin egen og Emma og Amalies adgang til hysteriet.

Netop forældrene er et interessant aspekt ved koncerten. Tidligere har unge mennesker kastet sig over navne som The Beatles og Marilyn Manson, og trods de vidt forskellige tider, var deres forældre ikke synderligt begejstrede i nogen af tilfældene. I dette tilfælde var de som sagt heller ikke just begejstrede, men af helt andre årsager: Tokio Hotel er yderst ufarlige og ligegyldige og så tydeligvis bare et band, som "børnene skal have lov at lytte til".

Men når de kære små så lukker sig selv inde på værelset og dyrker deres emo-angst, så kan de nok føle sig inderligt oprørske og i stærk opposition til de gamle, stædige sataner, hvis tag de stadig bor under. Hele idéen om oprør forsvandt bare, da det blev mor og far, der skulle sponsorere den hvinende udlevelse af det. Også selvom de stod adskillige meter væk fra deres børn under koncerten.

Nuvel, som det uden tvivl vil fremgå af de mange vidneudsagn, som vil figurere herunder inden længe, er ovenstående slet og ret en stokkonservativ fejllæsning af aftenens koncert. For den var altså fantastisk. Alle fire medlemmer gav den bare totalt max gas, de spillede alle de gode sange, man kom virkelig til at tænke over de fede ting, de sagde mellem numrene, de stille sange fik folk til at gigatude, det ekstra ekstranummer var uforglemmelig dejligt og vildt overraskende – og jeg sværger, at jeg faktisk fik øjenkontakt med Billy Boy flere gange under koncerten, og så smeltede mit hjerte altså bare fuldstændigt. Og fred være med det – sådanne oplevelser er bestemt ikke illegitime; de er blot forbandet forblændede og blottede for musikhistorisk kontekst. To ting, der heldigvis bliver gjort kål på hos de fleste, når blot tiden får lov til at gå, og sindet får lov til at ældes.