+ Lineup
- Rickie Lee Jones: Sang, guitar, flygel, synth
- Joey Maramba: Bas, kor
- Lionel Cole: Trommer, slagtøj, kor
+ Sætliste
- 01 Cloud Of Unknowning
- 02 It Takes You There
- 03 It Must Be Love
- 04 Ghostyhead
- 05 Weasel And The White Boys Cool
- 06 Wild Girl
- 07 Remember Me
- 08 The Gospel Of Carlos, Norman And Smith
- 09 The Last Chance Texaco
- 10 Young Blood
- 11 Satellites
- 12 Chuck E's In Love
- 13 His Jeweled Floor
- 14 Falling Up
- 15 Living It Up
- 16 The Real End
- 17 The Magazine
» Rickie Lee Jones
nyheder
- Århus Festuge klar med musikprogrammet
- Rickie Lee Jones til Århus Festuge
- Rickie Lee Jones til Århus og København
artikler
anmeldelser
- Rickie Lee Jones og Claus Hempler : Århus Teater
- Rickie Lee Jones: Balm in Gilead
- Rickie Lee Jones: Train, Århus
Rickie Lee Jones
Rickie Lee Jones
Train, Århus,
tirsdag d. 2. marts 2010
| GAFFA |   |
4 stjerner |
| Læserne |
 
|
1,40 stjerner i snit (efter 5 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Vaklende start, fremragende midte, uheldig slutning
Det var med høje forventninger, men dog også let bange anelser, undertegnede indfandt sig for at se Rickie Lee Jones spille på et næsten fyldt Train tirsdag aften. De to koncerter, jeg har set hende til tidligere – i henholdsvis Kolding Teater i 2006 og på Train året efter – har været henholdsvis ujævn og fremragende. Ved førstnævnte koncert rodede Jones lidt for meget rundt i teknikken og virkede lettere beruset, mens hun anden gang var lige på og knivskarp. Ved den første koncert blev hun i øvrigt akkompagneret af en trio, mens hun anden gang havde et fuldt rockband bag sig.
Denne aften optrådte Rickie Lee Jones også i trioform, nemlig med bassisten Joey Maramba og trommeslageren og slagtøjsspilleren Lionel Cole. Desværre kom de lidt skævt i gang, og jeg begyndte at få bange anelser. Rickie Lee Jones trådte godt nok ind på scenen til tiden, ganske få minutter over 20, men hun brugte påfaldende lang tid på at stemme sin elektriske guitar, inden hun kom i gang, og da det skete, skulle hun og resten af bandet lige bruge nogle takter på at finde hinanden. Lionel Cole kiggede febrilsk på Rickie Lee Jones, som var han ikke helt inde i stoffet, mens Rickie Lee Jones havde travlt med at få kontakt med roadien.
Efterhånden kom der dog styr på tingene, og heldigvis var Rickie Lee Jones' stemme på toppen allerede fra første sang. Hun lagde temmelig krævende ud med den lange, delvis spoken word-orienterede sang "Cloud Of Unknowing" med sin velkendte, meget nasale vokal, hvor hun dog også fik lejlighed til at udfolde sig i sit speciale, de meget høje toner, som hun stadig – med ansigtet helt forvredent - formår at ramme klokkerent, selvom hun i dag er 55 år. Respekt! Og hendes skarpe guitarspil var der bestemt heller ikke noget at udsætte på.
I næste sang, "It Takes You There", fik Rickie Lee Jones råbt forskellige ting til trommeslageren, ting, som heldigvis ikke havde negativ indflydelse på sangen, som blev afleveret til UG. Alligevel krævede Jones, at Joey Marambas kormikrofon efter sangen blev skiftet ud, da den åbenbart ikke var god nok. Maramba fik ellers leveret flot, lys korvokal på sangen.
Op i en højere enhed
Undertegnede var efterhånden begyndt at frygte alvorligt for aftenen, men da Jones skiftede til en akustisk guitar og fremførte den 25 år gamle "It Must Be Love", begyndte tingene at gå op i en højere enhed. Det lød ganske enkelt fremragende – ikke mindst Jones' fabelagtige stemme.
Herefter blev det til til den folk-inspirerede vals "Ghostyhead" fra det eksperimenterende 1997-album af samme navn, hvor Joey Maramba spillede el-bas med en cellobue og fik vist, at han – trods startvanskelighederne – unægtelig er en teknisk fremragende bassist med stor flair for få, men velvalgte toner. Under denne sang satte Jones en lidt kraftig chorus-lyd på sin akustiske guitar – lidt for kraftig at dømme efter hendes råb til roadien efter sangen, men jeg syntes nu, det lød ganske fortrinligt. Det stod også klart, at det ville blive en afdæmpet aften, og heldigvis var publikum stille – med visse, meget irriterende undtagelser i baren fjernest fra scenen. Dem kommer vi tilbage til.
Herpå fulgte en veritabel Jones-evergreen, "Weasel And The White Boys Cool" fra hendes aldeles fremragende, selvbetitlede debutalbum fra 1979. Sangen, som kan beskrives som noget så usædvanligt som et halvakustisk funknummer, fik for alvor sat gang i publikum, selvom mange sikkert tænkte som jeg: Skal vi klappe med, eller larmer det for meget? Og valgte kompromiset: Afdæmpet klap. Også her sang Rickie Lee fremragende.
Rickie Lee Jones, der ellers havde forholdt sig forholdsvis fåmælt mellem sangene, annoncerede nu, at hun ville spille en stribe sange fra sit seneste album, det fine "Balm In Gilead", som udkom i slutningen af 2009. Første sang, "Wild Girl", var en hyldest til hendes nu voksne datter, påbegyndt flere år før datterens fødsel i slutfirserne og afsluttet i december 2008. Sangen blev fulgt af countryballaden "Remember Me", ifølge Jones skrevet efter hendes skilsmisse for 10-12 år siden, og den antiracistiske "The Ballad Of Carlos, Norman And Smith". Alt sammen absolut udmærket, og de to sidstnævnte sange i øvrigt med den ved nærmere eftersyn ganske habile Lionel Cole på det til lejligheden opstillede flygel. Under "Wild Girl" markerede han i øvrigt rytmen ved knipsen – med god effekt.
De små hår i nakken havde efterhånden flere gange taget tilløb, og de rejste sig omsider i fuld højde under endnu en klassiker fra debuten, "The Last Chance Texaco", hvor Jones igen kom op i de helt høje toner, mens velværen hastigt bredte sig i hele min krop. Sangen viser også Rickie Lee Jones' høje niveau som sangskriver: Nummeret er noget så usædvanligt som en dybt poetisk sang om noget så forholdsvis prosaisk som kærlighed på en tankstation. Hvis ikke du allerede har dét album, så køb det straks – det kan oven i købet fås til nice price.
En overraskelse
Endnu et godt, gammelt hit fra debuten, fulgte, den groovy og forholdsvis up-tempo "Young Blood", fulgte af den ti år yngre, smukke "Satellites" i en temmelig omarrangeret, afdæmpet udgave. Herpå fik vi aftenens største overraskelse, Rickie Lee Jones' gennembrudshit og stadig mest kendte sang, "Chuck E's In Love" i en helt omarrangeret, neddæmpet udgave, med flot kor af Lionel Cole. Først i de sidste par takter fandt Jones frem til sangens oprindelige intro-akkorder, men publikum fulgte med hele vejen og kvitterede med bragende bifald. Også jeg.
Stemningen ændrede sig markant med næste sang, den nye "His Jeweled Floor", ifølge Jones en begravelsessang til hendes mor, der døde for to år siden. Smuk var den, men meget lang og stille og mere bygget op omkring en drone end egentlige akkorder. Stadig var publikum overvejende stille. Tak for det!
Uheldig slutning
Så kom der lidt tempo på med den rockede "Falling Up" fra Jones' forrige album, "The Sermon On Exposition Boulevard", inden Jones omsider satte sig bag flygelet for at give os de smukke firsernumre "Living It Up" og "The Real End". Den rigtige ende fik vi dog først med "Magazine", som blev fremført af Rickie Lee Jones alene, velspillende bag flyglet og alene op i de vokale højder. Det kunne have været den perfekte slutning på en god aften, men desværre kunne snakken fra Trains fjernest liggende bar – der burde have været lukket under koncerten – igen høres. Denne gang så tydeligt, at Jones måtte udbasunere sin vrede fra scenen. "Is there something you wanna talk to me about?" vrissede hun midtvejs i sangen – men kom dog hurtigt tilbage til det meget smukke nummer. Der blev stille i salen, men magien syntes brudt en anelse.
Rickie Lee Jones vinkede derefter – efter 110 minutters koncert - pænt farvel fra scenen og sagde tak for i aften, gik ud i kulissen – og kom ikke tilbage. Sikkert i – forståelig - irritation over det snakkesalige publikum. En lidt kedelig slutning på en koncert, der også begyndte lidt vaklende, men under lange stræk heldigvis var aldeles fremragende. Så fremragende, at Rickie Lee Jones trods alt skal have fire stjerner: fem for sin stemme, sine sange, sit flygel- og guitarspil og sine to yderst habile musikere fratrukket én for den lidt vaklende start og den abrupte slutning. Og Train, hold lige styr på den fjerneste bar. Det lyder, som der er nogle dér, som har gang i deres helt egen fest.
Rickie Lee Jones spiller i Store Vega i København 13. marts
03-03-10 11:41 | Besvar
03-03-10 12:06 | Besvar
Rickie Lee synes ganske som beskrevet at have haft lidt svært ved at komme i gang. Hun havde netop spillet i Babylon i Berlin om mandagen, og kan derfor have været rejsetræt. Synligt var det da, at hun lige skulle op i gear, hvilket de indledende øvelser (strumming, stille, roligt tempo) bar præg af.
Koncerten virkede imidlertid lidt rodet, lidt for ikke-indstuderet (manglende forståelse mellem hende og hendes medspillere?) og derfor improviseret. Der bredte sig en stemning af forvirring blandt publikum, der, som anmelderen skriver, bl.a. kunne have svært ved at give udtryk for følelser og anerkendelse. Dertil var der tillige for stor respekt for og andægtighed omkring hende og musikken.
Hvad der allerede fra starten stod lysende klart, var, at intimiteten i musikken stod i højsædet, og at den stod i kontrast til dels dele af publikums sandsynlige forventninger, dels spillestedet katastrofale mangel på at opfylde denne intimitet. Train larmer alt for meget: ikke kun dele af publikum stod frimodigt og snakkede som var de på cafe - også personalet på Train (der i parentes bemærket ikke vidste, hvad en porter øl er (!)) manglede totalt forståelse for, hvad der foregik i koncertlokalet; hvorfor de kun viste, at der nu skulle fyldes flasker op i kasser, og anlæg, der skulle gøres klar.
Vi, der stod tilbage i rummet havde endog meget svært ved at høre, hvad der blev sagt, sunget og spillet på scenen. Det er altså ikke godt nok!
Hvis kunstneren har valgt det lydniveau, så er det dét, og det kan der som udgangspunkt ikke laves om på.
Konkluderende må det her siges, at kunstneren ikke blev respekteret af spillestedets akustiske eller tekniske eller andre forhold.
Vi må alle, for både hendes som koncertgængerens skyld, at den mulige næste koncert bliver i en af salene i Musikhuset. Det vil alle være bedst tjent med.
Vi må alle håbe, at Rickie Lee bliver bedre betjent i de andre skandinaviske lande.
03-03-10 14:24 | Besvar
Sjældent har jeg været vidne til en værre gang sjusk, og total mangel på professionalisme. Der var til en start lagt op til en intimkoncert, hvor nærvær og følsomhed skulle have været i fokus. Dette skete i ganske få passager, men som hovedregel var seancen præget af det modsatte, fravær. Det meste af koncerten virkede Rickie Lee Jones til at befinde sig i en glasklokke, hvorfra der med jævne mellemrum kom korrigerende instrukser til de to øvrige musikere og lydfolkene. Især trommeslageren virkede som om han nærmest var håndsky, og konstant på vagt for hvad der måtte komme af følelsesudbrud fra aftenens hovedperson.
Som tilskuer forventer jeg at de mest basale interne aftaler omkring arrangement af numrene er på plads, før koncerten løber af stablen. Dette var langt fra tilfældet, og i enkelte numre fægtede Rickie nærmest febrilsk med armene i forsøg på at styre sine musikere i en retning kun hun selv kendte. Desværre havde det oftest den modsatte effekt. Udfald og tøvende afventen, blandt både musikere og store dele af publikum. I passager følte jeg mig hensat til et øvelokale i en ungdomsklub.
Selv hittet Chuck E formåede de at få spoleret. Der var fra første takt usikkerhed om nummeret skulle spilles med straigt eller swing feeling! Ingen tvivl om at damen kan spille et utroligt funky groove på hendes akustiske guitar, men at formidle og fastholde de ideer hun tydelig har, mestrer hun desværre ikke.
Eneste opløftende oplevelse var at høre hendes utrolig smukke og udtryksfulde sangstemme. Den er stadig i behold, men hvor var det synd at den ikke blev bakket op og indrammet som den fortjener.
03-03-10 22:47 | Besvar
Men jeg er helt igennem forbløffet over trommeslageren, og at Gaffas anmelder ikke nævner dette. Som en anden også skriver, var han tydeligt ikke trommeslager. Han kendte sangene, ja, men han kunne ganske enkelt ikke spille trommer. Han kunne ikke holde takten, spille et simpelt groove eller lave helt elementære efterskolefills, så de lød bare tilforladeligt. Det var helt igennem jammerligt, og jeg og mine venner var helt sikker på, at der måtte være sygdom eller lignende til grund for dette. Og selvom dette var tilfældet, var det en helt igennem håbløs beslutning at gennemføre koncerten med ham. Han ødelagde simpelthen de sange, han spillede på, hvilket bedst illustreres af, at RLJ først selv slog takten for ham og senere helt bad ham holde op med at spille. Skandaløst!
Nu tror jeg faktisk, at det er meningen, at han skal spille trommer på denne tour, hvilket lidt research peger på. Og så er jeg bare helt målløs! Hvor man havde forventet RLJ komme med et stramt sammenspillet band, kom hun med en dygtig bassist og en helt igennem uduelig trommeslager.
Når man så lægger oveni, at flere af sangene blev arrangeret på stedet, spillet meget løst, og at RLJ syntes at være i tvivl om, hvad hun ville med koncerten, så må jeg stille mig helt enig med Søren S. ovenfor. Sjusket og uprofessionelt. Jeg forstår godt, hvis en enkelt eller to tog sig en sludder undervejs.
04-03-10 11:28 | Besvar
04-03-10 15:46 | Besvar
RLJ kan være helt fantastisk, men var denne aften uoplagt, vrissen, med primadonna-nykker og ikke mindst uprofessionel.
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.