Gil Scott-Heron
I’m New Here

Når jeg hører navnet Gil Scott-Heron, så er det umuligt at ikke tænke på 70'erne, og hans jazz/rap-poesi, der var et intelligent oprør mod bl.a. medierne, politikerne, samfundet og racisme. Dengang var Scott-Herons funktion den, som bl.a. Public Enemy og grupper som dem senere fortsatte, at være et intenst talerør for en generation, der var træt af pis. En generation, der, ikke synderligt langt fra den i dag, så et Amerika i opløsning, og følte en vrede, som de ikke viste, hvad de skulle gøre ved. Det godt 40 år siden, og som on cue vender Gil Scott-Heron tilbage… for at snakke om sig selv?? Jeg er stor tilhænger af introspektive efternølere, men denne her kommer fra en mand, der har brugt langt størstedelen af sin karriere på at snakke om verden uden for intimsfæren. Måske er det at forvente fra en mand, der har været inde og ude af stoffer og fængsler, måske er det terapeutisk, men det er samtidig også en lille skuffelse. Produktionerne er klogt nok holdt ret low key, så Gil Scott-Heron kan spille hovedrollen. Historien omhandler som sagt ham selv, præsenteret igennem en række korte (til tider lånte) numre, og iblandt forhastede små historier, der væver sig ind og ud af hinanden, uden nogensinde at blive rigtigt vedkommende. Han kan stadig fortælle, og han kan absolut stadig skrive, men på I'm New Here virker han uskarp og en smule fraværende.