Musikalsk oprør på automatpilot

"Kommercielt selvmord", lød det fra dele af kritikerskaren, da rebellerne i Black Rebel Motorcycle Club genetablerede sig selv og udgav deres tredje album Howl i 2005. Det tunge skyts og varemærket med det forvrængede psykedeliske groove var erstattet af en oprigtig spilleglæde, hvor tressernes amerikanske blues og folk blev støvet godt og grundigt af med The Beat Generation lige i hælene. Det er også sådan, motorcykelrebellerne åbner deres nye album med titelnummeret Beat The Devil's Tattoo. Et par lette anslag på den akustiske guitar og en raslende tamburin sætter sagte af sted, hvorefter støvet hvirvles op af et elektrisk riff i det temmelig ordinære omkvæd. Med få midler forstår trioen at skabe god magi, uden at der går for meget lejrbål i den. Desværre ved trioen ikke helt, hvor de skal satse deres musikalske opsparing, da de på Conscience Killer vender tilbage til fortiden i speedtempo. Her og som ofte før går gruppen The Jesus And Mary Chain for meget i bedene. Når sanger Peter Hayes tilmed vrænger som en anden Jim Reid, så lyder rebelskheden lidt som en tam joke. Den nye trommeslager Leah Shapiro er hentet fra The Raveonettes' liveopstilling, der om nogen har skamridt The Jesus And Mary Chain. Hun må derfor siges at passe perfekt bag tønderne for BRMC, når de på War Machine, Evol og Shadow's Keeper blænder op for en række sange, der ligesom er hørt før. Niveauet hæves på den akustisk swingende Sweet Feeling, bluesrockeren River Styx og den psykedeliske udgangssang Half-State, der helt klart viser, hvilken hest BRMC burde satse på. Det musikalske oprør kører på automatpilot for motorcykeldrengene på Beat The Devil's Tattoo, der med over en times spilletid går i tomgang inden slutningen.