Gammelt nyt og nyt-nyt fra Hendrix’ uendelige arkiver

Selv om det snart er 40 år siden, Jimi Hendrix døde, bliver tempoet ikke sat ned, når det gælder gen- og nyudgivelser – snarere tværtimod, fortæller familien, der stadig sidder på kæmpebunker af gamle optagelser. Valleys Of Neptune lanceres som 12 uudgivne optagelser – inklusive helt nye numre. Og det passer derhen, at dette fortrinsvis er studieoptagelser fra to session-perioder i henholdsvis London februar '69 og New York to måneder senere, hvor både nye sange og gamle tracks kommer i vridemaskinen, mens Hendrix er ved at gøre op med trio-formatets spændetrøje. Og hvor Noel Redding til sidst i disse optagelser skrider fra Experience - efter spændinger der faktiske kan anes i musikken - og overlader bassen til Billy Cox.
 
De fire "nye" sange er habile – især den længe imødesete titelsang med flydende, afdæmpet feel og flotte akkorder. Men det er og bliver ufærdige versioner – ja, i bluesede Cry Me Blue Rain kan man direkte høre Experience halse uforberedte efter Hendrix' break, lige som nummeret er uden vokal. Man mangler den sidste nerve, og det står altså i kontrast til Hendrix' ry som manisk studie-perfektionist.

Ufærdige og hørt bedre før er flere af genindspilningerne også, der havde til formål at revitalisere det kendte – eller forberede til liveoptræden. Men: lytter man så til Elmore James-bluesen Bleeding Heart med suveræne soloer og stærk funky-levende bund med Cox og trommeslager Rocky Isaac, eller en kanongroovet, tung elektrisk udgave af Hear My Train A Coming med viiilde, søgende, mangefarvede soloridt og dueller mellem Hendrix' sang og guitaren oven på en totalkogende bund fra Redding og  Mitch Mitchells sprøde trommer, ja og så er næsten alt sgu tilgivet.
 
Ergo: Leder man efter the missing link til, hvad Hendrix kunne have udviklet sig til, bliver man skuffet. Men kan man nøjes med tre-fire helt vilde fantasterier på kendt grund af alle tiders guitargud, er salgschancen nok bedre.