30 Seconds To Mars
KB Hallen, København

Med tre plader i nakken og en Hollywood-stjerne i front lykkedes det i aften 30 Seconds To Mars at bevæge sig ind i den forvoksede gymnastiksal KB-Hallen, en af byens mere berygtede spillesteder rent lydmæssigt. Forsanger Jared Leto kaldte scenen for "den mindste scene på hele turnéen", hvilket ikke kan være helt godt, når stedet var to-tredjedele fyldt. Men pyt nu med det; lad os fokusere på musikken og oplevelsen.

2 x opvarmning: Street Drum Corps og Carpark North

Først band på scenen var Street Drum Corps, som mindede om en møgbeskidt danse-udgave af The Horrors, eller måske en fladpandet disco-udgave af Black Rebel Motorcycle Club. De spillede både på guitar og baseballbat, og ville gerne se lidt pop-punkede ud. Deres musik havde en fin lighed med to trommesæt i en balje havregrød. KB-Hallens pedel skal nok gå alle stolene på tribunerne igennem for at tjekke, at der ikke er nogen skruer, som har skruet sig selv ud i ren brummende fornøjelse over denne omgang. SDC skulle tage og komme på Roskilde. 4 ud af 6.

Derefter fik vi besøg af Carpark North. De virkede glade for at være på danske jord, og spillede en håndfuld numre med et par af deres jubel-hits blandet ind. Der blev først rigtig varmet op under Parkeringspladsen i anden halvdel af deres korte sæt, hvilket var en skam, for de er dygtige og ved, hvad de laver. De fik ikke rigtig fyldt scenen ud, og igen blev instrumenterne blandet til mos. Jeg gik rundt i KB-Hallen for at tjekke dette. Surt. 3 ud af 6.

30 Seconds: Samme boldgade som Carpark North, men helt anden baggrund

Carpark Norths inderligt udkrængende stil var oplagt forret til 30 Seconds To Mars. Som i en mystisk ceremoni begyndte aftenens hovedband at spille bag et hængede gardin, og skygger fortalte os, at heltene befandt sig bagved. Da først tæppet faldt, var scenen hurtigt fyldt med kamerafolk og ekstra trommeslagere. Der er utroligt langt fra punk-bands, som hiver sig selv op ved håret, til 30 Seconds og det mega-budget, de tydeligvis har i baglommen.

Et minuts tid inde i første nummer faldt forsanger Jared Leto ned fra scenen, men kom intet til og sang videre. Vi fik snart serveret hits som This Is War, The Kill og From Yesterday, og kom både frem og tilbage i kataloget. Flere publikummer holdt A4-skilte op med teksten "Happy Birthday Shannon", selv 30 meter fra scenen. Shannon på trommer havde nemlig fødselsdag, og vi sang to vers af "I dag er det Shannons fødselsdag, hurra, hurra, hurra", før han i ren taknemmelighed kylede fødselsdagskagen ud til publikum. Bror Jared underholdt aftenen igennem publikum med lidt sludren mellem nogle af numrene, og udholdt tålmodigt skrigeriet. Bandet spillede generelt godt, men selvom lyden var mere forfinet end hos de to opvarmningsbands, var der alligevel en del passager, hvor guitar, bas og stortromme lod til at være plugget ind i samme forstærker. Jared synger godt, på samme måde som Anthony Kiedis fra Red Hot Chili Peppers synger godt, men har tendens til at mumle, når han skal koncentrere sig for meget om guitaren. Der var altså et par skefulde for meget grød her. På den anden side formåede bandet virkelig at få smæk på, når de ville.

Marketing was here

Jeg må dog indrømme, at 30 Seconds ikke rørte mig live. Der var nogle fine melodier og gode beats, der var charme, selvtillid og lækkert hår, og der var en bunke tilgiveligt fyld, som siver i glemmebogen, ligesom hos så mange andre. Men min sjæl er uberørt, og jeg ved lige præcis hvorfor. Det skinner igennem, at der er brugt milloner af dollars på markedsføring her. Hvordan skulle PR-folkene kunne modstå fristelsen for at gøre hr. Hollywood til et rockikon for ungdommen? Jared Leto har modtaget en særlig pris, fordi han både har haft succes på MTV og i Hollywood. Tænk, har han virkelig brug for sådan en pris? Hvad med at give en pris til folk, som har mange priser i forvejen, nu vi er i gang? Jeg lugter en PR-maskine, som gerne klapper sig selv på ryggen, hvis det kan sælge flere plader.

Og det hele bliver krystalklart, når publikum velvilligt synger med: Det er lutter lyse stemmer. Samme stemmer hviner, hver gang Jared så meget som trækker på skuldrene, og stemmerne kan også finde på at råbe "Jared! Jared! Jared!", så det fylder salen. Når lyset går op, ser man, at en væsentligt portion af disse kvindestemmer har færre end 18 år under bæltet. Jeg vil i al ydmyghed citere markedsføringslovens paragraf 8: "Markedsføring rettet mod børn og unge skal være udformet med særlig hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge." Udled, hvad du vil.

30 Seconds handler for meget om image og brand, og for lidt om musik til min musiksmag. Og alligevel må jeg medgive, at de er gode til, hvad de gør. Der røg 30-40 glade publikummer på scenen til sidste nummer, der blev crowdsurfet og skreget, så det fløjtede i hjørnetænderne, og det hele var så smukt, så smukt, så tilrettelagt.