En trios eventyrligt smukke og stilfærdige jazzballader tilsat sax og sang
Den norske jazzpianist Tord Gustavsen har tidligere brilleret med nogle helt eventyrligt smukke, stilfærdige og enkle, melankolske jazzballader. Og nu gør han det igen. Denne gang dog med en udvidet besætning. Trioen har nemlig fået tilført en saxofon og en sangerinde! Helt konkret har kapelmesteren, bassisten Mats Eilertsen og trommeslageren Jarle Vespestad fået selskab af saxofonisten Tore Brunborg og sangerinden Kristin Asbjørnsen. Og det er egentlig både godt og skidt. Godt især fordi Tore Brunborgs saxofon i instrumentale faser ikke bare er afstemt trioens afdæmpede udtryksform, men udvider spektret i respekt for trioen. Skidt især fordi Kristin Asbjørnsen, som ellers er en sublim sangerinde, bliver lidt for skinger og dermed dominerende på den kedelige måde i forhold til trioens udtryksform. I passager er det som om, trioen har givet Asbjørnsen for fremtrædende en plads og reduceret sig selv til backing. Og dét er ærgerligt. Men de instrumentale numre har al den blå råstyrke, der kendetegner den gode, gamle Gustavsen Trio. Det er suveræne ballader som Your Crooked Heart, Spiral Song og The Child Within. Netop de rummer den nordiske melankoli, der er så gribende.







Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.