Anmeldelse / Live / Torsdag d. 11-03-2010 kl. 08:38

Tindersticks og CODY
VoxHall, Århus,
onsdag d. 10. marts 2010

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Peter Svendsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,20 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Gåsehud efterfulgt af gåsehud

Det er 18 år og otte studiealbum siden, engelske Tindersticks debuterede, men gruppen har stadig et pænt publikum både i og uden for hjemlandet. Det viste de knap 800 personer i den næsten fyldte sal på VoxHall om. Flertallet syntes at være i alderen 30+ og havde altså været med fra starten i begyndelsen af 90'erne. Dengang, hvor Tindersticks med deres gråtonede, melankolske blanding af rock, soul, jazz, folk og meget mere med Stuart Staples' dybe croonervokal i front – og tydelig inspiration fra mørke croonere som Scott Walker, Lee Hazlewood, Leonard Cohen og Johnny Cash - udgjorde en stærk kontrast til tidens britpoplyd med Oasis og Blur i spidsen.

Tindersticks holdt en lang pause i midten af 00'erne og var tæt på at blive opløst, men vendte tilbage i 2008 med albummet "The Hungry Saw". På det tidspunkt havde tre af medlemmerne forladt bandet, heriblandt Dickon Hinchliffe, der stod for gruppens sofistikerede og til tider voldsomme strygearrangementer. Det musikalske udtryk var barberet ned, og det samme gør sig gældende på Tindersticks' nyligt udsendte album "Falling Down A Mountain", som er udgangspunktet for den igangværende turné.

Fjernt rumlende torden

Det var da også åbnings- og titelnummeret fra "Falling Down A Mountain", som Tindersticks lagde ud med, da de på slaget 22 indtog scenen, vanen tro velklædte, uden at være decideret prangende. Efter en lang instrumental intro med stemningsfuld tenorsaxofon fra gruppens nye medlem Andy Nice faldt Stuart Staples' ind med sin karakteristiske dybe croonervokal, der kunne lyde som et fjernt rumlende tordenvejr, der af og til kommer tættere på, suppleret med lynende lysglimt, når han rammer de højere toner. Med lukkede øjne og den høje krop lænende sig ind over mikrofonstativet virkede Staples lettere åndeligt fraværende, men til gengæld dybt inde i musikkens magiske verden. Hans stemme er en helt speciel røst, som man enten hader eller elsker, og formodentlig samtlige publikummer denne aften måtte formodes at tilhørende sidstnævnte kategori.

Tindersticks er kendt for at være et yderst velspillende liveband, og det var også tilfældet denne aften med gruppens forholdsvis nye lineup, der denne aften talte guitar, bas, trommer, slagtøj (herunder slagtøj), forskellige tangentinstrumenter, pumpeorgel, saxofon og cello. Lyden var ikke voldsomt høj, men lige tilpas til gruppens sofistikerede musik, og lydkvaliteten var intet mindre end fabelagtig – simpelthen på hjemme-hi-fi-niveau. Publikum var heldigvis stille, bortset fra nogle fortabte stakler ude i krogene og nede ved baren. Dé var til gengæld grænseløst irriterende og burde have været smidt og fået karantæne. Men jeg må også gå til bekendelse: Det var mig, der tabte en kuglepen på et tidspunkt, og der var også et øjeblik, hvor jeg skrattede lidt med mine noter. Undskyld!

Gammelt guld

Efter nok et nummer fra Tindersticks' nye album, "Keep You Beautiful", gik Staples & Co. tilbage i deres imponerende bagkatalog og fandt først "If She's Torn" fra "Simple Pleasure"-albummet fra 1999 frem. En majestætisk ballade fra gruppens tid med fuldt strygerudtræk, men den fungerede også fremragende denne aften i lidt mere afspillet version og udløse et fortjent voldsomt bifald.

Endnu en træffer fra de helt unge år fulgte, nemlig "Marbles" fra Tindersticks' selvbetitlede debutalbum fra 1993, der i øvrigt blev kåret som årets album i det nu hedengangne engelske musikblad Melody Maker. En mere rocket, groovy sag med Stuart Staples' karakteristiske reciterende, næsten spoken word-agtige vokal i front og smuk sopransax ved Andy Nice. Nummeret blev efterfulgt af "Bath Time" fra det tredje album "Curtains" fra 1997. Endnu en af Tindersticks' mere up-tempo-sange, og det stod nu klart, at Tindersticks – som Stuart Staples også havde lovet i et interview til GAFFA.dk tidligere på dagen – ville sende os godt rundt i deres velvoksne bagkatalog. I øvrigt spiller gruppen med en ny sætliste hver aften.

Vi skulle dog lige tilbage til "Falling Down A Mountain" i form af den stemningsfulde instrumentalsang "Hubbard Hills", efterfulgt af den dediceret fortrinlige vals "Peanuts". På "Mountain"-albummet er sangen en duet med den canadiske kultsangerinde Mary Margaret O'Hara, som selvsagt ikke er med på turnéen – hun holder sig til Toronto-området – med den havde også effekt uden. En sød lille kærlighedssang med det dejligt jordnære omkvæd "You say you love peanuts / So I love peanuts too."

Højdepunkt efterfulgt af højdepunkt

Hvis du, kære læser, nu sidder og undrer dig over, at jeg gennemgår koncerten sang for sang, ja, så skyldes det, at det var svært at fremhæve højdepunkter, da stort set hver ny sang var et højdepunkt. Det gjaldt den nye, country-orienterede "She Rode Me Down", det gjaldt den let storladne "Sometimes It Hurts" fra 2003-albummet "Waiting For The Moon", det gjaldt i særdeleshed den meget smukke ballade "The Other Side Of The World" (igen en vals) fra "The Hungry Saw". En sang præget af Andy Nices smukke, smukke, dirrende cello og måske aftenens hidtidige højdepunkt (sangen er i øvrigt ikke fra "Waiting For The Moon", som jeg kom til at bilde en publikummer ind, sorry!) - det gjaldt den småpompøse "Black Smoke" fra "Mountain", det gjaldt den ligeledes nye, helt tyste "Factory Girls" med det meget Tindersticks'ske omkvæd "It's the wine that makes me sad / Not the love I never had", det gjaldt crescendo-klassikeren "A Night In" - aftenens desværre eneste sang fra det fabelagtige andet album fra 1995 – og endelig den næsten glade sæt-afslutter "Harmony Around My Table", også fra det nye album. Ja, nu hvor jeg skriver og genoplever koncerten i erindringen, står det mig endnu mere klart, hvor fremragende en koncert det var. Stuart Staples' sagde i øvrigt ikke meget til publikum mellem sangene – det gør han sjældent – men han virkede til at være i sit es.

Ekstranumre skulle der naturligvis til efter det bragende bifald. Det blev først til "No Man In The World" fra "Can Our Love?"-albummet fra 2001, en smuk, smuk ballade med Stuart Staples' i reciterende storform og en alenlang tekst. Herefter blev tempoet og humøret sat op på den nærmest lyse "Can We Start Again?" (fra "Simple Pleasure"), hvor Stuart Staples' & Co. ligefrem opfordrede til fællesklap. Og publikum tog imod.

De velklædte musiker-elegantiers forlod igen scenen, men lod sig klappe ind til endnu to klassikere, begge hentet fra 1993-debuten. Først den næsten garagerockende "City Sickness" og endelig den meget langsomme ballade "Raindrops", som gruppen ikke har spillet live i mange år. Og så fik vi ikke mere for den 300-kroneseddel, og selvom jeg godt kunne have brugt et par numre mere fra det forrygende andet album, var det da også absolut i orden. Samtlige gruppens otte studiealbum var i øvrigt repræsenteret på sætlisten.

Tak, tak, tak.

Opvarmning: CODY *****

Inden Tindersticks fik vi en halv times opvarming med københavnske CODY (ja, det skal med stort, for det er en forkortelse af Mogwai-albumtitlen "Come On Die Young"). En septet, der har fået masser af roser for deres selvbetitlede ep, debutalbum "Songs" og en stribe koncerter, blandt andet opvarmingstjanser for Bonnie "Prince" Billy og The National. Musikken befinder sig ikke langt fra Tindersticks' mørkemandsrock, dog med et tydeligere anstrøg af country, og en instrumentering, der tæller guitar, bas, trommer, cello, violin, lapsteel-guitar og mundharpe.

Forsanger og sangskriver Kasper Kaae har en fin stemme, hvor de engelske tekster med den diskrete danske accent i fremførslen giver associationer til det ligeledes særdeles udmærkede Larsen & Furious Jane. Samtlige syv musikere spillede fortrinligt, og flere sang smukt kor - især samspillet med Kasper Kaae og korsangeren og cellisten Line Felding var idel lykke. Det er også sjældent, man hører et opvarmingsband med så flot lyd, og når Kasper Kaaes sangskrivning er så solid, så er der ikke et øje tørt. Sange som "Down In The Dark", "Your Window" og "What's Behind" er decideret fremragende, og jeg havde meget gerne hørt et længere sæt med CODY, der fortjener et lige så stort publikum som de åndsbeslægtede The Rumour Said Fire. De holder!

Tindersticks og CODY spiller i Store Vega 11. marts. Der er få ledige billetter via GAFFA Live.