Anmeldelse / Live / Lørdag d. 13-03-2010 kl. 09:27

Kent
SCC, Århus,
fredag d. 12. marts 2010

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez
Foto: Henrik Feldballe Hviid

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,00 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Formidabel aften i de gule og ikke mindst blå farvers lys

Support: Camela
Før Kent går på denne fredag aften i Århus, har den svenske sangerinde, Camela, fået til opgave at varme op under publikum. Bevæbnet med en akustisk guitar, en keyboardspiller, en bassist og en trommeslager fremfører den blonde sangerinde sine ganske flotte og ret storladne melankolske kompositioner, der ganske godt matcher de stemninger, som er til stede i store dele af det materiale, aftenens hovednavn står bag. I løbet af små 25 minutter fører Camala publikum igennem en række glimrende engelsksprogede sange med melankolsk islæt. Hendes vokal bringer mindelser om danske Dorthe Gerlach fra Hush, og det musikalske udtryk er sine steder ret countryficeret. Det korte sæt afsluttes med en coverversion af Kate Bushs This Woman's Work, der sammen med Camelas eget materiale gør opmærksom på, at hun højst sandsynligt vil være et nærmere bekendtskab værd. (****)

Kent
Da lyset dæmpes i SCC, står det hurtigt klart, at en del af denne aftens koncertoplevelse også vil være visuelt orienteret. Bagerst på scenen befinder sig et tapet af skærme, der leder tankerne hen på U2s Zoo Tv-tour. Selvsagt bare i en mildest talt mindre målestok. En lysende menneskelignende skabning toner frem på skærmene, og Markus Mustonen tæver rytmefast stortrommen, mens insisterende elektroniske rytmer røber, at første nummer publikum skal trakteres med denne aften er Taxmannen fra gruppens seneste og ganske formidable udspil, Röd.

Lyden driller lidt under de første par numre, men til gengæld imponerer de medbragte visuals. På scenen spilles der tight og med stort overskud. Særligt bassist Martin Sköld udviser stor indlevelse. Joakim Berg synger forbilledligt og ter sig som prototypen på den følsomme om end udadvendte rockstar, hvilket til tider kommer til at stå i en lidt for slående kontrast til flere af bandkammeraternes noget statiske og ret stive position på scenen.

Efter Palace & Main taler Berg til publikum. Meget af det svenske går desværre tabt i denne signaturs ører, men et par sætninger om den (forhåbentlig) just overståede hårde vinter opfanges, hvilket går godt i spænd med næste nummer, som er VinterNoll2, hvor Bergs vokal er svøbt ind i rumklang med der resultat, at hans stemme synes distanceret til det øvrige lydbillede, hvilket er yderst effektivt.

Veludført og virkningsfuldt
Publikum er ganske godt med, og på Töntarna får de elektriske elementer et ekstra nøk, hvorved lydbilledet tenderer mod noget, der ligner industrial. Det fungerer rasende godt, og nummeret fremstår lige dele skarpt og tungt, så gåsehuden melder sin ankomst. Den sort/hvide pulserende organiske i baggrunden illustrerer perfekt sangens væsen. Det er veludført og utroligt virkningsfuldt.

Socker byder på en tilbagevenden til bandets mere organiske lydside, der til denne koncert ikke er ladt i stikken til fordel for de elektriske udladninger. Fælles for begge sider af orkestret er det dog, at det altid er melodierne, der ender med at tage føringen. Næste nummer præsenteres som en sang, der handler om: "det øjeblik, hvor man indser, at man ikke er udødelig", og imponerende Sjukhus får alt, hvad remmer og tøj kan holde. Det en pragtfuld sang, der her udføres vidunderligt smukt. Bandets visuals af smeltende sne, faldende dråber og glødende planter i lys lue passer perfekt til nummerets store lyd, og det er sgu svært ikke at få bare en lille klump i halsen. "Jag går ensam in i ljuset…", lyder det desperat fra Joakim Berg, før lyset ved nummerets afslutning slukkes i salen. Stærkt.

Musik Non Stop sikrer hænder i vejret, hoppen og taktfast klappen blandt publikum, mens Idioter og Svarta Linjer atter leverer en lyd af længsel. Aftenens egentlige sæt afsluttes med hybrid mellem Krossa Allt og Dom Andra, der i aftenens anledning har fået et skud adrenalin og en elektronisk overhaling. Det er voldsomt medrivende i al sin hyperenergiske ligefremhed.

Efter en kort pause vender Kent tilbage for at levere de obligatoriske ekstranumre. Berg er iført akustisk guitar og bukker pænt: "Tack så hemskt mycket", lyder det fra den sympatiske frontmand, før På Drift, Kärleken Väntar og en dramatisk og vellydende version af Mannen I Den Vita Hatten (16 År Senare) med dertilhørende konfettisky af røde fugle og linjen " Jag är livrädd för att leva - och jag är dödsrädd för att dö" sætter et stort og flot punktum for aftenens svenske magtdemonstration. Billetindehavere til koncerten i Tap1 kan roligt glæde sig.

Kent spiller i Tap1 i København 13. marts