Anmeldelse / Live / Fredag d. 12-03-2010 kl. 00:00

Airbourne
Pumpehuset, København,
søndag d. 14. marts 2010

Anmeldt af Christian Weigel
Foto: Henrik Reerslev

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 8 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rock will never die!

"No Guts, No Glory" … det er titlen på disse australske rockdrenges dugfriske cd … og man må sige, at det er en meget passende titel. De har modet, og de ved, at de skal give den maksimum gas for at stryge til tops i en verden, hvor de fleste riffs i deres genre allerede er afprøvet i en uendelighed. Det kræver mod at ligge besnærende tæt på deres legendariske landsmænd AC/DC. Enten er det kommercielt selvmord, eller også er det den direkte rute til toppen af rocken.

Airbourne gæstede sidst København, da de trykkede den af i Lille Vega i december 2008. En fed koncert, der efterlod et rigtigt godt indtryk. Dengang gæstede de Danmark med deres succesfulde og anmelderroste debut "Runnin' Wild" i ryggen. Men nu er tiden altså kommet til "No Guts, No Glory", der i øvrigt dårligt nok er på gaden endnu.

Fandenivoldskhed og nerve
Airbourne har nerve og kampgejst, og man må nikke anerkende til den energi og den fandenivoldskhed, der hviler over Airbourne, når de står der i røg og damp på scenen i Pumpehuset. Det er ganske enkelt formidabelt. Der blev uddelt tinnitus, ølsprøjt og abeskøn rock'n'roll i uforskammede store mængder. Desværre var lyden også uforskammet høj, hvilket kun kan betyde, at lydmanden må være stokdøv.

Fra åbningsnummeret "Raise the Flag" til den ultimative afslutning, hvor vi bliver bombarderet med fede guitar-riff, øl og gedigen headbangin' i "Blackjack", er der non-stop gang i den. Måske engang imellem lidt for meget, men man skal ikke klage, når man bliver udsat for vaskægte beskidt australsk rock. AC/DC har "The Jack" til at berolige gemytterne undervejs, men for Airbourne er der kun én vej i de 90 minutter, vi får søndag aften. Det er bare derudad og det kan ikke gå hurtigt nok.

Solid rytmesektion og karismatisk frontmand med ild i røven
Airbourne har en uhyre effektiv rytmesektion i Ryan, David og Justin, men den egentlige stjerne denne aften er uden tvivl frontman Joel. Joel kan det der med at piske stemningen op. Han har en kraftfuld stemme, der på intet tidspunkt vakler på trods af, at han samtidig leverer heftigt guitarspil. Han springer rundt og fægter med arme og ben. Det er levende, det er medrivende og det er nærværende. Joel løber da også en tur ud blandt publikum og ned til lydmanden, hvor han desværre glemte at bede ham skrue ned. Man er godt nok gået forkert, hvis man kan stå stille denne aften.

Rygraden i sættet er fortsat debutpladen, hvor alle skæringer bortset fra "Fat City" spilles denne aften. Egentlig en skam, at de dropper "Fat City", da den med sit lidt tilbagelænede groove ville have været et pusterum, med en lidt anden vinkel end den halsbrækkende fandenivoldske rock'n'roll.  Der er den skønne "Diamonds in the Rough", der er kick-ass rockeren "Hellfire", der er den melodiske "Too Much, Too Young, Too Fast" og ikke mindst titelnummeret "Runnin' Wild", der er højdepunktet med luftguitar og himmelstrakte knytnæver overalt i salen. Pumpehuset var godt fyldt denne aften, og alle var øjensynligt kommet for at svende og spille luftguitar, for der var stor respons fra publikum, der var med hele vejen. Men det er altså også nemt at blive revet med, når varen leveres lige fra hjertet.

Vi får hele seks skæringer fra den nye skive, hvor især "Chewin' the Fat" og "Blonde, Bad and Beautiful" sidder i skabet. Det virker dog som om, at "No Guts, No Glory" måske mangler den variation, der kendetegner debutpladen. Det er jo ikke nødvendigvis en dyd at spille så hurtigt og larmende som muligt. Men nu skal den nye skive lige have en chance mod den allerede klassiske "Runnin' Wild".

Langtidsholdbar rock'n'roll
Har Airbourne deres egen vinkel, er de genkendelige i det lange løb, og vil de udvikle en egen platform, der vil fastholde dem, som en langtidsholdbar aktør på heavyrock-scenen? Svaret er både ja og nej, men jeg tror faktisk, at Airbourne er på vej til at sikre, at rockscenen stadig har et godt velspillende, karismatisk og sprudlende whisky og beer drinking rockband, når AC/DC, Lemmy og de andre aldrende rockstjerner har trukket stikket ud for sidste gang. Men de skal måske passe på, at de ikke kører publikum trætte med deres snævre repertoire. Jeg er nød til at fjerne en stjerne, fordi de i længden måske kører lidt for meget efter den samme formel.

Man forlader dog under alle omstændigheder Pumpehuset denne aften med et smil på læben i vished om, at Rock will never die!