Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 16-03-2010 kl. 08:54

Mika og RebekkaMaria
KB Hallen, København,
mandag d. 15. marts 2010

Anmeldt af Christian Erin-Madsen
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,67 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fornem popudfoldelse i et Tim Burtonsk teaterunivers

Poppens til tider glanspolerede radiobaskere påkalder sig ofte også stort opsatte, til tider svulstige, eksekveringer når fremført live. Hvad end for at imponere, for at ramme sit publikum eller måske bare fordi kunstneren ikke kan lade være.

At se Mika performe et show som dette i KB Hallen tyder på, at flere af de nævnte begrundelser er præsente hos ham – måske allertydeligst, at han ikke kan lade være.

Tronen som kongen af pop står ubesat, siden Michael Jackson for tidligt abdicerede fra den, men Mika er så afgjort et bejlende prinsebud på en skikkelse, som en skønne dag kan overtage. Med gøglershow i pangfarver tilsat kontinuerlige forløb af teatralske inputs blev det overvejende unge og i høj grad kvindelige publikum trukket rundt i cirkusmanegen til lidt af et show. Karnevalsfigurer efter japansk forbillede, gentagne omgange af konfettiregn og de farverige balloner under afslutningsnummeret "Lollipop" var bare nogle af de gimmicks, han proppede ind i et univers med stærk Tim Burton-reminiscens. Dertil er det imponerende, at hans fremragende vokal med den forrygende spændvidde kan holde et så højt niveau til trods for gentagne energiudfoldelser af løb over scenen, der ville gøre de fleste forpustede.

Sætlisten havde ikke meget ekstra tilbage at ønske. På en time og 35 minutter fik han vist god balancegang mellem tonstung stortrommebund, diskoteks-rave, vokal-lette popsymfonier og ballader strippet for fyld. Ovenpå debuten "Live In Cartoon Motion" fra 2007 har man så afgjort savnet en større spændvidde. Når han til livekoncerter løb tør for materiale trak han traditionelt ikke nye numre frem, men tyede til covernumre som "Everybody's Talking" (Harry Nilsson) eller "Missionary Man" (Eurythmics), men den tid, hvor det er påkrævet, er ovre og det vokseværk, der med debuten blev sat i gang, har nu – via opfølgeren "The Boy Who Knew Too Much" fra 2009 - tilpas pompøs pragt til at kunne stå en fortrinlig distance.

I sin sfære af optræden og vokalspænd, der trækker på Freddie Mercury, Scissor Sisters og Rufus Wainwright. I sin klaveroptræden og udklædningstrang a la Elton John. I sin legesyge, som taget ud af en børneteaterverden og med sine letangribelige singalong-toner. I den verden er han ypperlig ambassadør, og det må anbefales enhver, der leger med popsmede-kunsten at se denne 26-årige entertainer folde sine kreationer ud.

RebekkaMaria (4 stjerner)
I stil med hovednavnet havde RebekkaMaria og band også valgt at iklæde sig fastelavnsinspirerede gevandter - i dette tilfælde primært holdt i hvidt, lyderødt og gult – tilsat hvide kampstreger under øjnene. Over syv sange fik hun vist eksempler på den mere modne tilgang til electro-popmusik, der særligt er vokset frem med hendes nyudgivne glimrende album "Sister Sortie".

Hvor solodebuten "Queen Of France" var præget af en mere ligefrem dansant og clubbet tilgang, er der nu kommet dybde i perspektiverne. Det smukke nummer "Oh Solitude" er et godt eksempel, når man sætter det overfor tidligere radiohits som "Yours Truly" og "She Lion". Med det ekstra skud af dybde, som bagkataloget nu besidder, fik vi en ganske fin lille rundtur i et mere organisk univers, der så afgjort har løftet hendes livemuligheder.