Mere utiltrækkende sex og kedelig komik, fra verdens ældste teenager!

I 2001 (og de følgende to år) var Ludacris noget nær det varmeste, syden kunne byde på i USA. Hans flow var indbydende, hans rim sjove og udfordrende, hans persona tykt karikeret, og så var han ikke dum. Nu skriver vi 2010, og Ludacris har med meget få opgraderinger holdt sig til sit udgangspunkt. If it ain't broke, don't fix it, kan man sige, så lad os tage udgangspunkt dér. Luda's album-salgstal har (ligesom meget af branchen) været støt faldende fra album til album, med Theater Of The Mind fra 2008 som bunden, og han har ikke solo været nummer 1 på singlelisten i USA siden 2006. Så de officielle tal er ikke på hans side. Kvalitetsmæssigt har det også været en slippery slope, der fortsætter her. Problemet med Ludacris nu er, at han ikke rigtigt syntes at vide, hvad han skal gøre med sig selv. Han bliver blindt i samme bane, fordi det er, hvad han kan og er kendt for. Men når man lytter til ham, er gløden og glæden væk. Det er, som om hjertet ikke længere er med, og han bare laver det, fordi han "skal". Jeg ville foretrække, at han i stedet tog en albumpause og spurgte Ludacris, hvem han synes Ludacris i år 2010 egentlig er?? Det her album giver ingen svar.