Velkomponeret melankoli uden klynk og jammer

Man ved, at det næppe bliver helt vildt, når pressematerialet hyper et band som det svenske Coldplay. Og ærlig talt undersælger det også The Unisex en smule, for der er altså mere drive og mindre patos hos disse debuterende svenskere. En mere nærliggende sammenligning ville være landsmændene fra Weeping Willows, der også er ret gode til melankolsk poprock. Albummet starter virkelig stærkt med det mørke titelnummer, sørgmodig country-klang på Row My Friend og Lost in Translation, hvor Madchester-guitaren er John Squire værdig, sådan næsten. Herefter er kvaliteten lidt mere svingende, men dog ret høj, og med den rette dosis guitar og tempo til, at numrene ikke forfalder til klynk til trods for den dystre og triste stemning, der gennemsyrer albummet. Fans af både danske Utah og tidlig Radiohead vil helt sikkert finde guldkorn blandt numre som Remind Me og den smukke Meltdown, der næsten lyder som en viderebygning på sidstnævntes Let Down. Så der er ingen grund til at sænke ambitionerne og sigte lavt, når man er The Unisex.