Kæphøje Manchesterdrenge med det hele i munden

Væk er den selvfede snerren fra debutalbummet, og i stedet er der kommet mere voksne toner fra Manchesterbandet The Courteneers, der løbende har forsøgt at tale sig selv i stilling som arvtager til Gallagher-brødrene. Det kommer nok til at vente lidt, selv med sidste års tommelfinger op, og opvarmningsjob, fra selveste Morrissey. Bevars, Courteneers lyder stadig enormt selvhøjtidelige, men numre som Cross My Heart And Hope To Fly og Lullaby er markant mere i retning af blødere og ældre britpopbands som Ocean Colour Scene og James. Det virker noget forældet og kedeligt, og der er ikke meget bid og personlighed at spore på Falcon. Så når frontmand Liam Fray synger "I've never written a cliché before" på Take Over The World, er det vist lidt af tilsnigelse. Lyspunkter er den disko-klingende You Overdid It Doll, hvor bandet faktisk formår at hæve barren lidt, selvom melodien lyder som noget, man har hørt før, og temponummeret Scratch Your Name Upon My Lips. Men det nye Oasis? No fookin' way. Jævnt og ganske kedeligt.