Anmeldelse / Live / Onsdag d. 17-03-2010 kl. 15:00

Les Claypool
Lido, Berlin,
onsdag d. 17. marts 2010

Anmeldt af Stephan Ullerup

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Tre masker og en bowlerhat

Efter en grundig gnidning af mine øjne måtte jeg sande, at det ikke var tre bankrøvere, der var troppet op på scenen, men Les Claypools bandmedlemmer. Iført tuxedos og Richard Nixon-masker med brede smil satte bandet gang i en vidunderlig og skør forestilling. Kun Les Claypool selv så forholdsvist normal ud med bowlerhat og pingvinjakke.  

Faktiskt var intet, som det plejer at være til en koncert. Væk var de indstuderede dansetrin, sætlisterne var blevet efterladt i tourbussen, og storskærmen var blevet hjemme.

Jeg hørte lange guitarsoli, men kunne ingen guitar se. I den første time hørte jeg ikke en eneste sang, jeg kendte, men følte mig alligevel hjemme i musikkens univers. Egentligt var jeg helt overbevist om, at musikerne bare opfandt sangene spontant. Men sejt lød det. Og først senere gik det op for mig, at det var en cello, der blev revet og hevet i, med overdrive og alle djævlens vilde effekter.

Slapbas til alle
Det hele virkede som en primitiv jam session, der var ude af kontrol. En herlig opsang til alle popgrupper, som bruger mere tid på deres sminke end at lære deres instrumenter at kende. Her blev der ikke satset på det sikre. Her var ingen playback. Blot en fandens masse energi, galskab og dygtighed. Selv den største forbrydelse af alle, nemlig "slapbas", virkede nærmest som en naturlighed.

Kunne man tillære sig at spille slapbas på Les Claypools aggressive, funkede og sexede facon, uden at virke arrogant, overlegen og plat, så burde det genindføres i skolepensumet.   

Synge kan Les Claypool ikke, og med stemmen lavt i mikset blev det bekræftet, at folk ikke skulle regne med dybsindige ord fra forsangerens side. Som han selv sagde midt i sættet: "I wish I had something deep to tell you. But I do not. I am just a bass player. That's it"

Trylledrik
Til sidst skal jeg lige nævne bandopsætningen. En bas, en trommeslager, en cellist og en percussionist/xylofonist. Med kun 4 mand på en scene viste de herrer at være i besiddelse af en ganske effektiv trylledrik. Formlen har deres udsendte naturligvist fået fat i. Den lyder: 3 masker + 1 stor portion galskab + lidt musikalitet, krydret med slapbas = Eksplosivt show.

En perfekt blandning mellem lir og virtuositet. Alt i alt en genial aften med den alternative rocks syreprins.