Anmeldelse / Live / Lørdag d. 27-03-2010 kl. 05:59

Dizzy Mizz Lizzy
Arena Fyn, Odense (Turnéstart),
fredag d. 26. marts 2010

Anmeldt af Simon Christensen
Foto: Steffen Jørgensen (photo.jint.dk)

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,67 stjerner i snit (efter 12 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

90'er-idolerne indfriede de tårnhøje forventninger

+ Se hele galleriet

Søren Friis, Martin Nielsen og Tim Christensen genfandt formen og leverede den ene rockklassiker efter den anden til deres debutkoncert som gendannet rocktrio fra Valby.

Dizzy Mizz Lizzys rekordsælgende reuniontour har efterhånden vokset sig til at være en ret inkluderende størrelse. De første 30.000 unge som gamle rock- og fadølsdrevne publikummer står klar til de første ti jobs, men i løbet af 2010 løber det samlede antal koncerter op på 41, og Gud ved hvor mange publikummer. Valby-trioen har solgt knap 400.000 eksemplarer af deres "Dizzy Mizz Lizzy" (1994) og "Rotator" (1996) i Danmark alene – og det siger noget om et band, at de kan spille så overdådig en greatest hits-koncert med kun to reelle studiealbums i bagagen. Det var langt fra dizzzzzzzzy-søvndyssende. Ikke mindst fordi Dizzy forud for deres åbningskoncert foran 5.200 tilskuere i Arena Fyn havde fortrænet med nogle "hemmelige" opvarmingsgigs og derfor præsterede nær fejlfrit på deres første rigtige koncert. I øvrigt i en fænomonal lydkulisse.

Ginger Ninja klarede opvarmingsopgaven udmærket, og efter en kort pause lød tonerne fra Larry Williams' rock'n'roll-klassiker "Dizzy Miss Lizzie", som via et Beatles-covernummer skulle komme til at døbe den unge rockgruppe. Dizzy Mizz Lizzy gik på scenen til en dyb 8-bit version af "Glory", og jublen bølgede derefter rundt i multihallen frem til andet encore halvanden time senere. Tim Christensen åbnede "Thorn In My Pride" med et råt riff og derfra buldrede bandet bare derudad.

Nostalgi?

I grunden er oplevelsen af Dizzy Mizz Lizzy ikke mere nostalgisk, end at der er en rimeligt klar rød tråd gennem den måde, Tim Christensen siden dengang har udviklet sin karriere. Bandet har altid spillet med en forvrænget grunge- og alternative rock-lyd, men forlader Nirvana- og Pearl Jam-inspirationer med de Beatles-inspirerede melodier, som Tim Christensen både i tidligere kompositioner som "Silverflame" og "Thorn In My Pride" og op gennem sine tre soloalbums har udfoldet som ballader med forskellige lyd. Dele af "Rotator"-pladen peger for eksempel frem mod Tim Christensens solokarriere. I løbet af de sidste år har han givet publikum små Dizzy-teasere i forbindelse med sit eget liveband (med blandt andre Lars Skjærbæk), og efter en kort gendannelse til Brandalarm-støttekoncerten (apropos!) i 2006 var det oplagt at samle Dizzy Mizz Lizzy. Nu efter 13 års pause var comebacket berettiget af den overvældende publikumsinteresse.

Det oprindelige lineup nu er samlet igen og kan spille et helt Dizzy-sæt, men spørgsmålet er, om ikke Tim Christensens eget band ville kunne spille samme sæt med tilsvarende gennemslagskraft? Tim Christensen er mere nu end nogensinde den altoverskyggende hovedperson i foretagendet, og hvis der var noget nostalgisk over koncerten, så var det snarere at se postbuddet Martin Nielsen og lastbilchaufføren Søren Friis (undskyld Palin-formuleringen) tilbage på scenen, fordi de dengang var medskabere af de teknisk udfordrende rocknumre. Comebacket er en fejring af musikken i tidslommen mellem 1990 og 1996, en musikgenre, som er uddød i dansk populærmusik i dag.

Mere tråd, mindre patos

Det skulle kun tage Tim Christensen to-tre numre om at sætte en tyk streg under sin klasse som vituos solist, for allerede på andet nummer, "Glory", begyndte han at variere sine gamle soloer og licks. Symbolsk for koncerten sang publikum så højt, at Tim Christensen overlegent i stedet besluttede sig for at synge andenstemme. Christensens præcise og fuldt kontrollerede levering overskyggede Søren Friis, som dog ret hurtigt kom tilbage i sit høje gear, og den lidt sky Martin Nielsen, som langsommere - med stor hjælp fra publikum i løbet af koncerten - åbnede op og til sidst også kunne slippe et enkelt smil. Langt hen i koncerten var det nok mere et Tim Christensen one-man-show end en fælles front.

"For God's Sake" skred direkte over i "Mother Nature's Recipe", hvorefter trioen markede en stærk åbning med den første af et par langtrukkede jams. Dizzy byggede op igen med den langsomme "Hidden War" og slog videre over i endnu en fællessang på "When The River Runs Dry", men tog sig i øvrigt fin tid til at nyde glæden mellem numrene, mens tilskuernes kollektive indre suk bad om mere tråd og mindre patos. Trioen satte igen fart med "And So Did I", som i en ny superlækker overgang gled over i syng-med-stemning på "Rotator" og aftenens mest memorable øjeblikke på "Run". Snart sænkede Dizzy Mizz Lizzy igen kadencen, så publikum hoppede ud af takt, men trods alt hoppede sig igennem "Love Is A Loser's Game" og fortsatte back-to-back med balladen "11:07".

Den store finale bestod af det stærke trekløver, først endnu et virtuost riffbaseret hit i den måske lidt oversete, fremragende "Wishing Well", hvor Martin Nielsen endeligt fik lov at vise sine evner. "Wishing Well" gled videre over i "67 Seas In Your Eyes", som Tim Christensen rundede af med en solo, der ville imponere Angus Young. Søren Friis tog endnu en lang instrumental overgang helt ned i tempo til en form for hjerteslagsminimalisme, inden Dizzy sendte "Waterline" ud over kanten, mens publikum på siddepladserne igen rejste sig. "Waterline" sluttede med et ordentligt brag på Friis' sidste stortrommeslag, da fyrværkeri lige på scenekanten i samme sekund fyldte salen med røg. Setuppet var stort, men passende holdt i en ret rå stil, hvis det da ikke var for forsangerens eget outfit. (Hvor rock'n'roll er en stråhat og sort vest, Tim?)

Encore med brandalarm

Rocktrioen vendte tilbage med en halvsvag og unødvendigt fjollet version af "Love Me A Little", men samlede op med singalong og discokugle på et af de helt store numre, "Silverflame", som Tim Christensen afsluttede med den solo, som næsten har fået mytisk status i dansk rock. Efter endnu en stærk afslutning forlod Dizzy scenen og kom tilbage med det tunge riff på "Two Of You", som nok ville have været et perfekt afslutningsnummer, hvis det da ikke var fordi, at bandet valgte at trække det lidt i langdrag. Midt i det instrumentale intermezzo gik brandalarmen (dog delvist overdøvet af musikken) på grund af røgen fra "Waterline"-fyrværkeriet. Publikum blev forvirrede, men valgte temmelig ulogisk at overhøre den kvindelige alarmstemme, som bad tilskuerne om at finde nærmeste udgang. Tim Christensen sendte en fuckfinger mod himlen, men takkede pænt af med armene om skuldrene om vennerne.

Og sådan gik det til, at Dizzy Mizz Lizzy vendte tilbage til rockscenen.

Hvis publikummernes efterspørgsel kan bære mere end fem koncerter, så er det fair nok at lave ekstrakoncerter, men at udbygge til 41 er måske lige i overkanten? Det er fuldt ud forståeligt, at et band genopstår uden en påtaget ny udgivelse i ryggen. Men når man flytter sin musik så langt væk fra sin oprindelige tidsbundne kontekst og kapitaliserer det, så må man vedkende sig, at man arbejder med et produkt i kategorien underholdning. Men selv i kategorien underholdning brillerer Dizzy Mizz Lizzy på sin reuniontour.

Ginger Ninja (****)

De københavnske elektrorock/dancerock-debutanter fra Ginger Ninja var tydeligt ret nervøse, da de gik ind til cirka det vildeste, de har prøvet som band, som forsanger Henrik Hamilton kaldte det. Og med god grund. De havde noget at bevise, fordi de netop ikke var det oplagte valg som opvarmning fra et 90'er-rockband. Men på trods af i sammenligningen lidt fløjlsbløde numre som "Crying Shame" og "You Can Have It All", så fik elektroninjaerne en varm modtagelse – og særligt det unge publikum tog pænt imod kvartetten.

Det klæder Ginger Ninjas udtryk, når de forlader de velopdragne og velfriserede britiske danceinspirede-numre og sætter lidt mere på spil end rene guitarfigurer, sekstendedele-hihat og offbeat-synthesizers. "Soldiers" har netop mere kant og blev leveret teknisk præcist, og deres synthbårne radiohits "Sunshine" og "Bone Will Break Metal" satte gang i klapsalver og danseskoene i salen – og dermed præsterede Ginger Ninja, som et opvarmningsband burde være på scenekanten foran deres omtrendt 150 kvadratmeter store banner.

Særligt Johan Luths præstation bag tønderne og samspillet mellem de tre vokaler hævede livepræstationen, som i dette syv numre lange hitsetup korrelerer fint med materialet på debutalbummet "Wicked Map". En middelbedømmelse på treogenhalv stjerne runder man op til fire.