Absolut hæderlig, men mindre velorganiseret opfølger fra den hæderkronede duo

Efter godt to år er Ben Goldwasser og Andrew VanWyngarden klar til at udsende deres forsøg på at overgå eller blot matche den formidable Oracular Spectacular. Hvor idéerne på debutalbummet i høj grad var koncentreret inden for det enkelte nummer, hvormed man på et sekund eller to kunne skelne eksempelvis Time To Pretend fra Electric Feel, er de her strøet godt og grundigt rundt på albummets 44 minutter. Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting, og det skal ikke udelukkes, at der her er indtruffet den refleksbetingende forventning om flere godter fra præcis den samme gufskuffe, der allerede én gang er blevet givet adgang til. Ikke desto mindre er den primære fornemmelse, at hvor MGMT fortsat har i overmål af finurlige idéer, har de denne gang haft en smule mindre held med at organisere dem. Den 12 minutter lange Siberian Breaks er på mange måder meget symptomatisk for albummet. At det er knap tre gange så langt som det næstlængste nummer, udnyttes ikke som sådan. Jovist er der masser af idéer, men der er ikke et virkelig godt, implicit argument for, at det ikke bare skulle være delt op i to-tre numre i stedet. Den tydeligste undtagelse i forhold til denne tendens er den forrygende og fornøjeligt stressende Brian Eno, hvor den skruppelløse begejstring for den navnkundige producer tages under kærlig behandling. Derudover serveres også to perler i form af albummets største ørehænger, I Found A Whistle, samt en smuk afslutter, når titelnummeret sætter i gang som niende og sidste skæring på albummet.