Sjældent vellykket album fra Ben Bridwell og hans medspillere

I kampen for at skabe vellyd ender for mange bands i overproduktionens grumme fælde. Det har Band Of Horses helt og aldeles undgået, og i stedet har de frembragt en samling sange, der klinger så naturligt og organisk, at man slet ikke spekulerer på de produktionsmæssige aspekter, når man lytter til dette album. Det er en stor bedrift, og blot en enkelt blandt adskillige af slagsen på Infinite Arms. En anden er så afgjort, at de har formået at holde det ualmindeligt høje sangskrivningsniveau fra de to foregående albums, Everything All The Time (2006) og Cease To Begin (2007) – og der er så sandelig noget at leve op til. Hvor den forrygende Is There A Ghost med medrivende pågåenhed sendte forgængeren ud over startrampen, lægger Infinite Arms radikalt anderledes ud, når Factory smukt og drømmende svømmer ud af højttalerne. Den velvalgte førstesingle, Compliments, hægter sig fast allerede ved første gennemlytning med sit sympatisk undrende omkvæd: "If there's a god up in the air / someone looking over everyone / at least you've got something to fall back on". On My Way Back Home formidler præcist stemningen, der beskrives i teksten, og NW Apt. beviser med al tydelighed, at Band of Horses stadig mestrer at frembringe rockperler med et vist tempo over sig. Samlet set udgør albummet den foreløbige kulmination på bandets musikalske virke, og med den perfekt doserede blanding af melankoli og optimisme er albummet vellykket på en måde, som man kun sjældent får lov at opleve.