Diverse kunstnere: Royal Metal Fest, VoxHall

Diverse kunstnere, Royal Metal Fest, VoxHall

Diverse kunstnere: Royal Metal Fest, VoxHall

Anmeldt af Rebecca Thuesen og Jacob Skyggebjerg | GAFFA

Sidste aften på Royal Metal Fest 2010 viste sig at være den ubetinget bedste. Trods hele to aflysninger fra henholdsvis Koldborn, på grund af sygdom, og Burning Skies, på grund af den islandske aske-sky, var publikum endelig til at være bekendt. Aftenens bands leverede også nogle af de bedste koncerter overhovedet.

Bullet Train Blast (DK) ***

Det første band på den sidste dag er danske Bullet Train Blast, der sidste år udsendte deres første album "Second Chance". De lyder mest af alt som Guns n' Roses cirka "Apetite For Destruction", og for os, der ikke er villige til at glemme den tid, er Bullet Train Blast et glimrende supplement til klassikerne. Frontmand Larsen har en fantastisk vokal, der, meget apropos, lyder som Axl Rose, hvis han havde været ryger. Til gengæld mangler drengene lidt rutine i deres live-versioner, og det resulterer i nogle små skønhedsfejl.

Til deres ros skal det siges, at de trods et utrolig sparsomt publikum spiller, som om de optrådte på et udsolgt stadion. Ikke med arrogance, men som om det her er det sted i verden, de helst vil være. Igennem det otte sange lange sæt får vi serveret seks skæringer fra pladen, heriblandt det fremragende "Waste Of Time", et cover af Megadeths "Symphony Of Destruction", der faktisk var rigtig godt, og et helt nyt nummer med titlen "Running Away", der viser Bullet Train Blast fra en tungere og metal-præget vinkel.

Bullet Train Blasts sparsomme bagkatalog får live noget af den kant og beskidte fandenivoldskhed, der savnes i studieversionerne, og hvis det engang lykkes dem at få det overført på plade, er jeg slet ikke i tvivl om, at de har en flot fremtid foran sig. (RT)

Die *****

Århusianske Die sætter efter BTB's rockkoncert for alvor gang i metalfesten. Lyden går nu fra lyttervenlig, tung rock, til kompromisløs, stemningsmættet dødsmetal. Efter en stemningsskabende, filmbaseret samplekomposition, startes showet med et brøl, der understøttes af energien fra tusind elektriske uvejr.

Publikum er blevet større nu, og undervejs kommer der faktisk også gang i dem. Nogle af dem. Der opstår en moshpit med fem-seks publikummer, og det skræmmer faktisk de andre lidt væk, så gulvet nærmest er tomt, med en tyk kødrand af metallere rundt i kanten. Da pitten atter dør ud, trækker folk dog tilbage mod scenen, og finder et mere dæmpet, fælles udtryk for deres begejstring.

Den anden sang springer direkte ud af halen på den første, og forsanger Søren Christensen mestrer både skrigen og brølen, hvæsen og growlen, alt imens han som en skaldet, fipskægsklædt dæmon fra det hinsides springer omkring i et smertefuldt udtryk af rendyrket ondskab. Ved hans side står Jonas Møller med bassen i favnen og galskaben malet i ansigtet, og rundt om dem, resten af bandet, to guitarer og trommen, som tre dystre stenstøtter, parat til at blive vakt til live af lederens infernalske messen. Lyssætningen er i top på VoxHall, koldt blå, isnende hvid og flammende rød, og komplementerer bandets optræden perfekt, ligesom lyden også er så godt indfanget, at kun en til tider uhørlig tromme i starten af showet lader noget tilbage at ønske fra et fuldendt dødsmetalshow med en aldrig svigtende energi. (JS)

Horned Almighty **

Danske Koldborn havde grundet sygdom måttet melde afbud, og i stedet fik vi fornøjelsen af Horned Almighty fra Århus. Bandet gik på scenen til en stille start, der desværre var kendetegnene for resten af showet, og medlemmernes sminkøse udklædning til trods virkede gruppens show både træt og ligegyldigt. Forsanger S. kom efter nogle numre mere i stødet, og fik til dels maskernes udtryk ud over scenen, men det virkede hele tiden som et show, der bare skulle overstås. Lyssætningen gik ikke i hånd med bandet, som den havde gjort det med Die, og hvis der var et egentligt show tiltænkt, drukende det i mørket, hvad end det var meningen eller ej. (JS)

Entombed (S) *****

Da Entombed går på scenen, er salen pakket som aldrig før, og det er med god grund, for her får vi den indiskutabelt bedste koncert på Royal Metal Fest. Publikum lader til at være enige i min vurdering, i hvert fald har jeg ikke på noget tidspunkt set dem så agiterede, og det alene er nok til at tage koncerten et nøk opad. Ikke fordi svenskerne egentlig har brug for særlig meget tilskyndning, aldrig har jeg set et dødsmetal – undskyld, death 'n' roll-band i så godt humør, og det smitter af på os, også helt bagest i salen.

Det er i grunden spøjst, for dødsmetal er ikke ligefrem det, der plejer at få et smil frem på mine læber, men jeg kan ganske enkelt ikke lade være. Det er som en napalm-bombe ladet med lykkepiller; det klæber til én som gammelt tyggegummi.

Det er pokkers godt selskab, Entombed er festivalens horn-kronede konger, og det er de vist godt klar over. Da de annoncerer titelnummeret fra deres debutplade "Left Handed Path", udstøder publikum et kollektivt brøl af uforfalsket, brutal lykke, der ikke er hørt i denne sal festivalen igennem. Selv står jeg sættet igennem og ærgrer mig over, at det her ikke kommer til at vare længe; for min skyld måtte Entombed gerne fortsætte hele aftenen. De får da også lidt længere tid på scenen, hvilket er rimeligt, både fordi de har måttet rejse 12 timer i tog (igen på grund af den fordømte askesky), og fordi de er så forbandet gode, men det er faktisk også den ekstra tid, der er skyld i, at de får fem stjerner og ikke seks.

De første 40 minutter står jeg og er frustreret over, at jeg kun har seks stjerner til rådighed, jeg havde gerne givet dem en stjerne for hvert løftede horn i salen. Alt går op i en højere enhed; djævelsk grov growl, fantastiske riffs, og et scenenærvær, der burde blæse alle tilstedeværende omkuld.  Men herefter daler niveauet en hel del. Petrov begynder at tabe pusten, og udladningerne bliver mindre imponerende. Det er en skam, for havde de stoppet, mens de havde pusten, havde det været perfektion.

Entombed må nøjes med fem flotte stjerner, og en stor tak fra denne anmelder, der aldrig før har smilet så meget til dødsmetal. (RT)

Crocell (DK) ***

Til min store skuffelse måtte britiske Burning Skies aflyse deres optræden i aften, på grund af den fordømte islandske askesky, der har den frækhed at stoppe fly, også dem, der er så vigtige.

I stedet får vi en gammel Royal Metal Fest-genganger, århusianske Crocell, og det mærkes tydeligt, at disse drenge er på hjemmebane, trods kun en enkelt dags forberedelse.

Vi får et sæt præget af de tunge grooves, der er kendetegnet for Crocells thrash-prægede dødsmetal, og den fine balance mellem skrig og growl, som frontmand Magnus Jørgensen klarer så godt.

Der præsenteres en del nyt materiale, for drengene er nemlig tilbage i studiet, for at indspille opfølgeren til debutudspillet "The God We Drowned", og det lyder lovende, der kunne måske endda være et par Danish Metal Awards mere i sigte.

Sættet er godt udført, Magnus holder hovedet i rotation, og guitaristerne Smukke Ken og Tommy Christensen har et godt tag i nakken på både gamle og nye sange. I det hele taget får man god appetit på mere, og så er Crocells arbejde jo gjort. (RT)

Vreid (NO) ***

Norske Vreid er præget af melankolske guitarpassager, og en forsanger, der mestrer de højt-pitchede skrig, og såmænd også mere traditionel, og ganske smuk sang, når det stikker ham. De er også nogle af de få, der faktisk benytter sig af muligheden for et egentligt sceneshow, i form af fine video-projektioner, og det mest irriterende lysshow jeg har været vidne til, siden jeg blev tvunget til halbal som trettenårig.

Noget af det, der overrasker mest, er faktisk bassisten Hváll (med det borgerlige navn Jarle Kvåle). Han er uden tvivl den, man lægger mest mærke til, den eneste rigtige performer på scenen, og den, der får publikum til at vågne lidt. Det er ikke, fordi Vreid er et dårligt band, de er helt kompetente musikere, men det bliver aldrig helt interessant. Trommerne er stramme og effektive, guitarerne meget melodiske, og Sture holder stemmen hele sættet igennem, men det er en smule kedeligt, det virker, som om Vreid har ladet energien blive hjemme i fjeldene.

Med hensyn til sceneshowet så er det ganske enkelt skrækkeligt. Bandet har som sagt taget nogle video-projektioner med sig, men de kan dårligt ses, fordi scenen er for godt lyst op. Desuden benytter de sig af stroboskopisk lys (den slags der fremkalder epilepsi-anfald) en masse, og hvorfor pokker nogen fik den tanke, at det er en god idé at have verdens mest irriterende lys kørende halvdelen af en koncert, er ganske enkelt et mysterium for mig.

I det store og hele en jævnt god koncert, men heller ikke mere. Hvis de havde drukket noget kaffe, eller nogle flere øl, før de gik på scenen, var det muligvis lykkedes dem noget bedre. (RT)

Decapitated (PL) *****

Der var blandt festivalgæsterne en gennemgående forventning til Decapitated, og med et visitkort med påskriften "polsk dødsmetal" har man næsten også et medfødt ansvar for at skabe succes. Og det gjorde de. Sceneshowet var simpelt, men gennemført og effektfuldt. Alle medlemmerne udviste fuldstændig erfaren professionalisme, og bandet viste, hvor værdifuldt et udtryk, headbanging er for deres musik. Faktisk bestod showet i rigelige mængder af dette, fremført så rent, at det, den manglende variation til trods, fungerede smukt i al sin enkelhed. Guitaristerne blærede sig ved at spille med instrumenterne holdt op foran sig, og publikum var så godt med, at stemningen i salen gav genskin i bandmedlemmernes ansigter.

Forsangeren skiftede mellem sine forskellige forskellige sangformer uden slinger i valsen, og hans medmusikanter leverede præcission på alle tre instrumenter. Decapitateds lyssætning var meget anonym, og lampernes effekt var udelukkende den, at understøtte det selvsikre, der lå i hele showets enkelthed. Selvom bandet havde publikums opbakning i ryggen, tog de den ikke for givet, og leverede en solid koncert med kærligheden til musikken i centrum. (JS)

Sodom (D) ***

Tyske Sodom præsenteredes som festivalens mest legendariske band. De har været i gang siden midten af firserne, og da de gik på, var det da også med både værdighed og professionel tilgang, men dog med en vis hvilen på laurbærrene. Musikken bærer præg af den udvikling, metalscenen, og nødvendigvis også dens betvingere, har gennemgået i årene, og det fik bandet til at fremstå forholdsvist alsidigt, hvorfor det noget intetsigende sceneshow da heller ikke blev alt for ensformigt. Hvor mindre, ukendte bands har grund til at henrykke, imponere, og efterlade sig indtryk, kan Sodom gå ind og få salen til at koge ved deres blotte tilstedeværelse. Og det gjorde de. Publikum var hvinende, mens bandet fejlfrit gennemførte et sæt, der hele tiden vidnede om, at det var foregået tusinde gange før. Bandet var sidste optrædende på årets Royal Metal Fest, og publikum var feststemte nok til at bukke og takke for et meget middelmådigt afslutningsshow, der nok ikke havde spillet helt så fint af sig, hvis Sodom havde haft eksempelvis Dies placering i programmet. (JS)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA