Når planen er tydeligere end musikken
Så er der dømt feel-good, utilpasset og overproduceret gymnasierock. Alt er bare lækkert her, lige fra det topstylede billede, den drengede vokal helt fremme, omkvædene og opbygningerne, der både tilgodeser de glade piger og vilde drenge. Det fremstår så overkalkuleret, at det kunne være et afgangsprojekt fra en handelsskole. Bandet vil gerne blande forskellige verdener, men jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, de virkelig vil. De spiller godt og er sikkert medrivende på en scene, men i hjemmet er det for glat. Og de indlagte skrig fremstår lige så image-tænkt som de akustiske stykker. Når først man ser det på den måde, så ligner titler som Sweetheart og She Walks Alone også en beslutning på et bestyrelsesmøde. Det er en skam, hvis de virkelig mener det, for så har de lavet et par fejlbeslutninger omkring produktionen og PR-pakken. De ligner et boy band og er meget svære at tage seriøse. Måske er den genre bare ikke egnet til demoer, men skal være kæmpestort fra starten af?
Følg A Road To Damascus
tryk på hjertet
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.