Anmeldelse / Live / Fredag d. 30-04-2010 kl. 08:25

The Residents
VoxHall, Århus,
torsdag d. 29. april 2010

Anmeldt af Ras Bolding
Foto: Peter Svendsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Særheder i verdensklasse

Amerikanske The Residents er et godt bud på musikhistoriens særeste rockband. De har omkring 40 år på bagen og har altid optrådt maskerede - bedst kendt er nok de ikoniske øjenæblemasker. Ydermere har gruppen aldrig haft et regulært hit, men har til gengæld stået bag konceptalbums om muldvarpefolk, løgnagtige eskimomyter og tvivlsom bibeltolkning, og de ultra-enigmatiske herrer er ligeledes berygtede for deres til tider nærmest groteske coverversioner af alt fra Elvis Presley til John Philip Sousa. Der er med andre ord tale om en gruppe, man aldrig rigtig ved, hvor man har, og netop dette forhold har måske altid været The Residents' stærkeste kort.
 
The Residents har ikke just givet læssevis af koncerter på disse kanter, for nu at udtrykke det diplomatisk, og derfor var det da også et regulært scoop af de helt store for spillestedet Voxhall i Århus, at de kunne byde velkommen til den legendariske gruppe, et scoop, der også blandt de fremmødte gæster blev anerkendt med behørig respekt.
 
Halløj i stuen!
Lidt over 21 gik The Residents på scenen, der var pyntet som en hyggelig dagligstue fra 1950'ernes Amerika. Fjernsynet på kaminen blev tændt, og viste sne, hvilket det i øvrigt fortsatte med koncerten igennem. Så var linien lagt. De tre anonyme medlemmer af gruppen: "Chuck, Bob og Randy" på henholdsvis synthesizer, elguitar og vokal, var alle maskerede; de to førstnævnte i røde pailletjakker og sorte masker med rastapunk-frisure, sidstnævnte som falleret klovn, med spastisk gestikulerende attituder. Det, der herefter fulgte, var en næsten to timers vandring gennem det ene surrealistiske mareridt efter det andet; sang og musik fra The Residents' lange karriere, rørt op og serveret som nye, sælsomme retter - ingen af dem udpræget sunde. Her var fortællinger om lysende babyer og om spejlfolket, der måske, måske ikke overtog forsanger Randys identitet i løbet af koncerten, og det hele blev præsenteret som var det en film af David Lynch, vel at mærke når denne er i sit absolut mest sælsomme humør.
 
Koncerten vekslede mellem musikalske indslag og talte passager, hvor Randy ofte skiftede identitet som fortæller ved at pitche sin stemme op og ned elektronisk, meget lig den beslægtede amerikanske vidunder-særling, Laurie Anderson. D'herrer Chuck og Bob leverede foruroligende lydkulisse, og det gjorde de uhyre kompetent. Der var ikke gjort noget som helst forsøg fra The Residents' side på at opdatere lydbilledet til moderne standard, men det ville også have været en misforståelse, for noget af det, der altid har kendetegnet den amerikanske gruppe, er en konsekvent dyrkelse af egen lyd og, ikke mindst, egen melodisk forståelse. Hos The Residents ophøjes det skæve, det atonale til et eget formsprog, og netop fordi gruppen taler et musikalsk sprog, som ikke mange andre for alvor har dyrket, så virkede The Residents på ingen måde forældede på scenen i Voxhall, og, hånden på hjertet, der er vel næppe mange rockbands med 40 år på bagen, der i ramme alvor kan bryste sig af det.
 
Der var enkelte små tekniske problemer undervejs - for eksempel var det til tider vanskeligt at høre de fortællende stemmer, der akkompagnerede de lejlighedsvise projektioner på de runde baggrundsskærme, og det gjorde desværre, at man ofte blev hægtet af de sære historier et par gange undervejs. Men musikken såvel som Randys skizofrene klovneoptræden mere end opvejede for disse mindre tekniske vanskeligheder, for hånd i hånd med de groteske optrin, der bestemt i sig selv var vidunderlige, fulgte også øjeblikke af spinkelt drømmende skønhed. The Residents åbnede dadaistiske døre til sindets afkroge og formåede virkelig at vise skønheden i det groteske, i det aparte, i det sælsomme, og lad os nu aldrig glemme, kære læser, at det er den slags, der gør livet større.