Anmeldelse / Live / Torsdag d. 06-05-2010 kl. 09:29

Melody Gardot
Falconer Salen, København,
onsdag d. 5. maj 2010

Anmeldt af Per Bloch Andersen
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,50 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Varm amerikansk jazzklub-stemning på en kold sommerdag med tidens nye softjazz-ikon

+ Se hele galleriet

Opvarmning: Federico Aubel
Klokken præcis otte går en mand ind på scenen og sætter sig på en barstol med en spansk guitar. Han viser sig at skulle spille i knap tre kvarter, at være fra Buenos Aires og at hedde Federico Aubel.

Hvad end han synger eller blot holder sig til guitarens strenge, er hans spil minutiøst, flot og elegant. Og inderligt, sjælfuldt og intimt. Men desværre også indadvendt, monotont og for langt.

Den følelse var ikke kun min, men noget man fornemmede hos flere publikummer.

Da han fortæller, at han vil spille sit sidste nummer, mærker man en lettelse i publikum. Det er jo Gardot, vi venter på. Nogle klapper sågar, så man bliver helt pinlig på mandens vegne. Heldigvis er det sidste nummer også det bedste. Her er guitar og stemme tilsat kontrabas, og Federico Aubels øjne er åbne og rettet ud imod publikum. Det var her man havde ønsket, at han havde startet.

Hovedattraktion: Melody Gardot
Et par minutter over ni går Melody Gardot på scenen. Iført sine altid mørke solbriller og med stok. Sortklædt, klassisk og røde læber. Hun sætter i gang lænet ind over sit flygel og slår strengene an med fingrene. Tonerne blander sig med de andre musikeres: trommer, saxofon og kontrabas.

Stemningen fra scenen er næsten uhyggelig og perfekt som intro med dens opbyggelighed og lidt snerrende føling. Lyset er kraftigt fokuseret fra store lamper bag musikerne og en række lamper i siderne, hvilket giver stor kontrast og lange skygger. Særdeles godt valg.

Allerede i løbet af de første numre fornemmes noget, som i hvert fald jeg slet ikke har kunnet mærke på hendes seneste cd "My One And Only Thrill", som er det album, der har gjort hende kendt, og som nok er skyld i, at Falconer Salens siddepladser alle er optaget. Hvor pladen forekommer mig tilbageholdt og kølig, næsten jævn, er det der sker på scenen denne aften alt andet: intenst, autentisk og levende. Rørende og indfangende, på en helt anden måde end det indspillede.

Små hviskede fortællinger fra Philadelphia og de 80 dage på verdensturné, musikkens betoninger og samspillet imellem de nu fem musikere (cello blev tilføjet efter introen). Alt sammen med til at øge intensiteten og aftrykket. Nok også forstærket af hendes let mystiske og kokette fremtoning på scenen. Vi fik både jazzkrukkeri, aristokratiske bevægelser og medrivende musikalitet.

Særligt stærkt virkede numre som "If the Stars Were Mine", "My One and Only Thrill" og ekstranummeret "Somewhere Over the Rainbow". Melody Gardots gnidningsfrie skift fra flygel til (selvfølgelig højrød) guitar varierer udtrykket både for øjnene og for ørerne. Saxofonisten, Melody kalder ham "Mr. Everything", brillerer ved at spille på to saxofoner samtidig. Og lidt på tværfløjte. Cellistens tilgang til sit instrument er herligt uortodoks: med bue, med fingre, slag og træk og sågar holdt som en guitar.

Også soul-blues følingen i "Who Will Comfort Me" understreger hendes tese om at musik er "a universal language". Hendes fraseringer i løbet af koncerten peger på så forskellige referencer som Stan Getz, Judy Garland og George Gershwin. Og hvad man også må beundre, er hendes og orkestrets evne til at holde energien oppe i så langt tid - knap to timer - selvom tempoet ofte er relativt lavt. Det er vel egentlig en kunst i sig selv, at kunne holde spændingen og intensiteten fast, selvom det meste handler om at give slip.

Den konstatering til trods, så mærker man uro hos publikum hen under afslutningen af koncerten. I hvert fald dér, hvor jeg sidder. Enkelte kigger på uret, nogle hvisker. Koncentrationen daler. Måske dette også skyldes den hårde start med opvarmningen. Vi har nu siddet bænket i tre timer. Godt nok hovedsageligt foran en særdeles smuk og karismatisk optræden, som på en amerikansk jazzklub - Falconer Salen er for én gangs skyld perfekt til lejligheden. En kold sommerdag er blevet lidt varmere. Men selvom det man får serveret er fortrinligt og ypperligt, så kan man godt være fyldt op og ude af stand til at tage mere ind.