Anmeldelse / Live / Fredag d. 07-05-2010 kl. 11:59

Seabear
VoxHall, Århus,
torsdag d. 6. maj 2010

Anmeldt af Stefan Hansen
Foto: Peter Svendsen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Indie-folk-havbjørnen på glatis – momentvist smukt, men ikke imponerende

+ Se hele galleriet

Forholdet mellem publikum og musikere var en til ti, med seks musikere på scenen og omkring 60 mennesker på gulvet foran. Det gav masser af plads til at danse, men det var der kun tre der gjorde – sådan da. En korthåret pige iført sort bowlerhat svajede fra side til side, en fin mand i bordeauxrød skjorte klappede sig selv ihærdigt på lårerne ude af takt, og en lille italiensk pige, ved navn Laura, hoppede som en kåd kålsommerfugl på sin jomfrurejse. Bortset fra dem, og de 11 tilskuere der stod langs scenekanten, var det en forsagt forsamling. Og det var sådan set ganske forståeligt.

For det der foregik oppe på scenen var – for det meste – ikke noget at råbe hverken hurra, juhu eller jubi for. Det er måske bare mig, men når de der optræder uden videre ville kunne mingle med publikum, så er der noget galt. En koncert er ikke kun en oplevelse for ørerne, men også for øjnene, så der må altså også være noget der er værd at se på – ellers kunne jeg lige så godt blive hjemme med en Seabear-skive roterende under laseren. Det lyder for det meste bedre, så uden noget der pirrer øjnene, er koncerter ødslen med vores i forvejen korte tid her på jord. Og det var denne aften.

Seabears koncert var som en forårskoncert på gymnasiet, bortset fra at musikken var deres egen. Især den gentagne lige-efter-protokollen-afslutning af sangene var til at blive idiot over. Ikke én overraskelse, omend nogle havde lidt ornamenter, også efter protokollen. Musikken var dog – momentvis – ganske stemningsfuld, og forsangerens vokal havde også en underliggende inderlighed som var tiltrækkende. Desværre er denne inderlighed dog endnu ikke under sangerens kontrol, og vokalens klang var binær, i den forstand at den kun havde to klangfarver; rar og lavmælt, men for lav i lydbilledet, eller nasal og metallisk, og for høj – og så lød sangeren, alt alt alt for meget som Nick Drake. Det skal dog siges til forsangerens forsvar at han gjorde et godt forsøg, med nogle modige, omend fejlslagne, vokale stunts.

Men halløj... trommeslageren var god. Han lå for det meste ganske solidt, havde et fint drev, og tilsatte nu og da nogle lækre beats med hans gulvtam som omdrejningspunkt. Og violinisten var også god, især når hun i de stille passager strøg melodramatiske melodier ud over os. Desværre var hun, som guitaristen, som at se på en undskyldning iført menneske-dragt. Guitaristen var god når han brugte sin instrument til at fylde rummet med forvrænget og støvet støj, når han derimod spillede sine soloer måtte jeg distrahere mig selv ved at vende blikket mod den fine mand i bordeauxrøde skjorte, eller hende med bowlerhatten, for ikke at kede mig ihjel. Eller jeg kunne kigge lidt på bandets tangentspillerinde og korpige, der – iført Elisabeth fra Matador – var det mest spændende på scenen, for selvom hun ikke var særlig køn, var hun alligevel allerhelvedes henrivende.

Summa summarum: Sangeren har noget indeni, noget der dog stadig mangler at se dagens lys. Musikken var til tider stemningsfuld, ofte smuk, men alt for meget efter bogen. Der var ingen dramatisk opbygning, men blot en række enkeltstående sange, der i ny og næ virkede på egen hånd, men ikke som helhed. Og at de sluttede aftenen med en gymnasieband-udgave af Chris Isaaks "Wicked Game" stoppede i den grad denne anmelders vaklen mellem tre og fire stjerner. Havde vi haft kulturpoliti i Danmark, havde jeg ringet 1-1-2 og råbt "blasfemi på Voxhall" ind i røret.