Anmeldelse / Live / Onsdag d. 12-05-2010 kl. 18:15

Madness
C-Halle, Berlin,
tirsdag d. 11. maj 2010

Anmeldt af Stephan Ullerup
Foto: Ogy Ego, www.thecliffsoncape.com

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Tidløs hitparade fra et ultra-velspillende band

At Madness ikke har haft noget hit af betydning i lang tid, havde denne tirsdag aften ingen konsekvens for bandets popularitet. Deres koncert var blevet flyttet fra det mindre Huxleys til C Halle med plads til 3.500 mennesker, og de mødte talrigt op. Iklædt hvide skjorter, seler, stramme cowboybusker og Doc Martens var de mange fans troppet op i den klassiske ska/punk- uniform.

Madness kvitterede med et hœsblœsende show fyldt med masser af hits og spilleglæde. Vi fik naturligvist "One Step Beyond", "House of Fun", "It Must Be Love", "Baggy Trousers", "Wings of a Dove" og "Our House". Samt et ultra-velspillende band, som havde overskud til at underholde.

10 frontmœnd
Netop Madness' lyst til at underholde er deres stœrkeste trumf. Nœsten alle bandets 10 medlemmer stiller sig skiftevis i front. Hornsektionen, som ellers tradionelt er linet op bagerst på scenen, får lov til at til udfolde sig og bevæger sig i pendulfart frem og tilbage fra scenekanten.
 
Ud over at koncerten er lige så stramt spillet som de herrers jakkesœt, bliver der brugt meget tid på at fjolle rundt. En masse kommentarer om tyskerne bliver liret hen over scenen, uden at rigtigt nogen kan forstå bandets London-dialekt. Men hvad gør det, så længe det lyder sjovt? Der bliver lavet grimasser og gjort grin indbyrdes med hinanden. Det er som at overvære 10 klovne til en fødselsdagsfest. Stemningen i salen emmer af sjov og ballade.

Simple tricks og universel stil
Hvad er det, der gør Madness så tiltrækkende? Svaret er simpelt. Næsten alle sange er bygget op efter samme skabelon. En blanding af reggae og punk (også kendt som two tone) med enkle melodier, leveret med masser af charme og glœde. Teksterne er dybsindigere end man tror; dog indeholder de mange „uh uh" eller „oh oh", som man altid kan synge med på.

I Berlin viste Madness viljen til at nå helt ud over scencekanten. De sørgede for, at alle i salen var glade. Understøttet af mange års erfaring fik de det til at se legende let ud at være så god.

Flere gange måtte undertegende knibe sig selv i armen for at minde om, hvor man var. Utroligt, at Madness' musik kommer fra arbejderkvartererne i London og ikke Caribien.

Deres lyd er så universel, at deres bedste sange sagtens kunne genudgives i dag, uden at lyde forældede. Disse midaldrende mænd har simpelthen formået at forblive tidløse.

Jeg overlader til sidst ordet til forsangeren Suggs: "People of Berlin! Stay young ... forever in your heart".