Jimmy Jørgensen
Musikhuset, Århus, Rytmisk Sal

Perfekt var det ikke. Et par gange druknede vokalen i guitarens forvrængede toner, på et tidspunkt ville Jimmy Jørgensen sige noget til publikum, men synth-maskineriet var i gang, og han måtte holde inde. Et par gange ramte han ikke tonerne helt rent, og så blev vi blændet af blå spots i første nummer. Men alt – alt – andet virkede.

Jeg ved ikke om det føles ubesværet for Jimmy Jørgensen at synge, men det lyder godt nok sådan. Der er så meget overskud i hans vokal at han kunne låne ud til en håndfuld andre sangere og stadig være i stand til at levere en vokalpræstation andre sangere ville dø for. Inden koncerten spurgte jeg ham om han var kunstner eller entertainer, hvortil han – efter en tænkepause – svarede: jeg er sanger. Og ja, det skal jeg fandeme love for. Og ikke kun med stort S, men også A, N, G, E og R, vil jeg tilføje.

I Roberta Flacks "Killing Me Softly With Her Song" var det til at begynde med kun Jimmys vokal og trommer, fortolkningen af 10CCs "I'm Not In Love" begyndte med intet andet end vokal og en tyst anslået westernguitar – og selv i disse nøgne passager var det umenneskeligt menneskeligt. Det var som at være en del af et eksperiment i lyd som bevidsthedsudvidende medikament. På et tidspunkt blev jeg grebet af en panisk angst og tog mig til nakken for at mærke efter. Jeg var sikker på at jeg havde fået lagt et lyddrop direkte fra mikseren ind i mit centralnervesystem – via et velbalanceret XLR-stik.

Af andre sange der hævede sig over de andre – også smukke, smukke sange – kan nævnes 80'er-hittet "Please Don't Go" (med KC And The Sunshine Band) som Jimmy Jørgensen sang med ornamentariske fraseringer og klangfarver der fik Michelangelos penselstrøg i Cappella Sistina til at blegne.

Og så var der Lionel Richies "Easy", et af de få numre hvor lydniveauet blev skruet op, og det kun for en kort stund, da de nærmest zen-agtige musikere hurtigt tog den ned igen, ikke ledt i fristelsen til at holde gryden i kog så længe at det hele brænder på. Fantastisk musikalsk.

Det lykkedes også Jimmy og hans zenmunke at levere en overbevisende udgave af Britney Spears' storsælgende debutsingle "...Baby One More Time". Hvordan det kunne lade sig gøre fatter jeg stadig ikke.

Nævnes skal også Carole Kings "Will You Love Me Tomorrow", der – iklædt en stemning som ellers kun Lanois formår at skabe – var aftenens første ekstranummer, efterfulgt af Gnarls Barkleys "Crazy" der var, ja... crazy, med en falset lige så inderlig som Lars Muhls.

Zen-musikalske munke

Og lad os ikke glemme bandet, nogle af det absolut bedste musikere jeg nogensinde har hørt. Jeg har på fornemmelsen at de alle har været en tur i et zenkloster for at få børstet deres egoer væk. I lange perioder stod, eller sad, de stille og roligt uden at spille en tone, i modsætning til alt for mange musikere der ikke kan holde fingrene fra deres strenge eller tangenter i mere end et splitsekund.

Klimpreri bliver først musik når Mark Hollis' visdomsord ikke bare forstås, men erkendes: "Før du spiller to toner, lær at spille én tone – og spil ikke én tone medmindre du har en grund til at gøre det." Denne erkendelse er Boi Holm og hans munke uden tvivl nået til for længst.

Halvvejs inde i koncerten, da vokalen for en kort stund druknede i guitarlarm, tænkte jeg: nå, så blev det alligevel kun til fem stjerner. Men for fanden, hvis nogle ganske få skønhedsfejl skal have lov at trække en noget nær guddommelig oplevelse ned, så er der ingen – ingen – koncerter der nogensinde kan få seks stjerner. Det skulle da lige være hvis Platon fremførte en orkestreret udgave af sin platoniske ide et sted på jorden. Men Platon er død. Jimmy Jørgensen, hans zen-musikalske munke – både dem på scenen og dem bag lyd– og lys-pultene lever. Heldigvis. Mere har jeg ikke at sige, jeg mangler ganske enkelt ord.