Sammensat udspil fra et af vor tids mest markante vokale naturfænomener

Katie Melua er en af de mest succesrige musikere/sangere i Storbritannien i det sidste årti. Hun er om nogen ørigets svar på amerikanske Norah Jones. Hun er uskyldsren. Sand urnatur. Indbegrebet af ydmyghed. Derfor samler der sig naturligt nok en betydelig interesse omkring naturfænomenet, når noget nyt er på trapperne. Og det er der her. The House, Katie Meluas fjerde studiealbum, er nemlig en realitet. Hvor de tre første album havde en forholdsvis klar profil, er udtrykket på The House mere uklart. Eller sammensat. Albummet rummer stilfærdige ballader, som Katie Melua er kendt for og mestrer som ingen andre. Det er på The House skrabede ballader som I'd Love To Kill You og The One I Love Is Gone. Men albummet rummer også svulstige popnumre som Twisted og The Plague Of Love. Og strygerdominerede sange som No Fear Of Heights og The House. Især de to sidstnævnte "kategorier" misklæder Katie Melua en smule. Når man som hun har en uskyldsren vokal, skal man opsøge modstand. Eller netop det rene. Og modstand yder strygerne ikke. Tværtimod får de sangerindens udtryk til at hælde faretruende i retningen af noget floromvundet. Balladerne derimod er i kraft af deres skrabede karakter som båret af autenticitet. Nogle vil ganske givet vurdere, at dette fjerde album er mere varieret end de tidligere, men undertegnede finder det mere uklart, fordi Katie Melua står klarere som karakter i numre, der er skåret ned til et minimalt udtryk. Nummeret The Flood, der er udgivet som single, udgør udtryksmæssigt en hybrid, som nok skal sikre Katie Melua en plads på hitlisterne.