Kelis goes GaGa dog med mere indhold

Det Metropolis-agtige futuristiske cover til Kelis' femte album er meget rammende. Hvor Kelis altid har været eksperimenterende og nyskabende med sin krydsning af mange genrer og stilarter, er hun nu efter fire års pause gået helt knyt-næve-i-vejret elektro og dance. De, som hjalp hende med kant hed engang Neptunes, nu hedder de franske David Guetta og italianske Alle og Benny Benassi, og de gør det faktisk ret godt. Kelis har altid haft større succes i Europa end i hjemlandet USA. Hendes andet album udkom slet ikke derovre. Måske netop derfor denne satsning på disse genrer, og hendes bløde hæse soul-vokal klæder da også denne tidsrigtige sound. Det er stadig pop med stort P, og i bedste Lady GaGa- eller vores egen Medina-stil går de fleste sange rent ind. Trods simple arrangementer og irriterende mange gentagelser i sangen bliver det aldrig hjernetomt. Will.i.am, som jo altid er god for et godt danse-pop-hit, har haft en finger med i spillet, og Kelis er ude på hans Interscope Records. Kelis er sluppet ret godt fra dette gear-skift. Første single, Acapella, hitter allerede og er ikke det bedste nummer på albummet. Af de kun ni numre er det første, Intro, faktisk det lækreste. Det bringer tankerne hen på Giorgio Morodors klassiske euro-disko-lyd, der blev et kæmpe gennembrud for Donna Summer. Derudover er 4th Of July (Fireworks) og Emancipate værd at lytte til.