Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Lørdag d. 22-05-2010 kl. 14:27

Vinnie Who
Spot, VoxHall, Århus,
fredag d. 21. maj 2010

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: DAVID BERING
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Falsetbåren fredags-funk-fest

Det var et stort set fyldt VoxHall, der fredag aften tog imod københavnske Vinnie Who, som i studiet er et alias for sangeren, sangskriveren og programmøren Niels Bagge Hansen, men som live er et syv m/k stort band med Bagge Hansen i front som sanger, bakket op af guitar, bas, trommer, keyboard og to korsangerinder.

Vinnie Who har allerede markeret sig stærkt som et solidt festband og fik i foråret et stort radiohit med debutsinglen "What You Get Is Mine", som blandt andet var P3's Ugens Uundgåelige. Gruppen udsender til august til debutalbum på den danske afdeling af multinationale EMI, og med andre ord er der lagt i kakkelovnen til noget, der måske kan blive stort, men man skal jo ikke sælge skindet, før misteltenen er taget i ed, eller hvad man nu siger ... så hvordan var formkurven så på Spot?!

Ganske fin, kunne det hurtigt konstateres. Den spinkle og temmelig androdynt udseende Niels Bagge Hansen - der har en påfaldende fysisk lighed med den unge k.d. lang - indtog scenen med selvsikker attitude og kastede sig ud i åbningsnummeret "Remedy" med en lys, stærk stemme, som næsten hele tiden lå i falsetlejet. Bag ham spillede bandet med stor teknisk dygtighed deres dansevenlige blanding af soul, funk, elektro, house og pop med et solidt, hårdtpumpede beat og en klippefast bas som fundament. Det swingede med andre ord ganske pænt, og energien på scenen spredte sig hurtigt ud i den fyldte sal, hvor der blev svunget træben og klappet i takt i stort omfang.

Festen fortsatte gennem de næste sange, stadig med Bagge Hansens flotte, sensuelle falset i fokus, og nåede et klimaks i fjerde sang, det førnævnte radiohit "What You Got Is Mine", hvor Bagge Hansen fik sat yderligere skub i publikum med den velkendte partystarter: en koklokke. Et trick, der naturligvis ikke skal overdrives, for så har det den stik modsatte effekt, men det vidste Bagge Hansen tydeligvis, for i næste sang lagde han det omdiskuterede instrument væk til fordel for en blæsersektion, som satte yderligere kolorit på Vinnie Whos næste to sange. Den første, "The Fall", var i øvrigt en kende mere afdæmpet og viste, at Vinnie Who også fungerer, når de sætter tempoet lidt ned.

Koncerten sluttede dog med endnu en festbasker, "Game On", der ligesom sætlistens øvrige seks sange fik lov at brede sig ud over cirka seks minutter. Måske lige en tand i overkanten, ligesom man trods Vinnie Whos mange kvaliteter kunne ønske sig en smule mere variation i sangene, der ofte ender ud i lige lovlig repetitive og minimalistiske four-on-the-floor-dansegulvsfyldere. Men de formår at sætte gang i en fest, og det er jo lige, hvad man har brug for fredag aften på Spot.

 

 

Tip en ven
1 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
SPOTs bedste koncert for mit vedkommende. Det var det jeg vil kalde en ægte SPOT oplevelse, som er dér hvor man uden nogen forudindtagethed eller kendskab til det man skal ind og høre, bliver blæst omkuld af vellyd og en helt igennem dejlig oplevelse!

Vinnie Who swinger på højde med MJs bedste fra thriller. Lyden er lækkerlækker, groovy bas, seje synths og forsanger Niels synger fuldstændig sublimt. Hans stemme er særpræget i en stil der passer meget godt med det lidt androgyne visuelle udtryk. wauw!

til anmelderens kommentarer vedrørende sangenes længde, må jeg bare erklære mig lodret uenig. De burde vare for evigt, det ville dansebenene dog nok ikke kunne klare;)

Tak Vinnie Who, vi ses helt sikkert igen derude

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.