Anmeldelse / Live / Lørdag d. 22-05-2010 kl. 16:08

Naja Rosa
Spot, Musikhuset Århus, Store Sal,
lørdag d. 22. maj 2010

Anmeldt af Torben Holleufer
Foto: Martin Dam Kristensen

GAFFA		6 stjerner
Læserne		4,23 stjerner i snit (efter 31 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Ultimativt uden sikkerhedsnet

I dag hørte jeg en stjerne. Og så en modig sangerinde med et sæt sange kaste sig helt ud over rampen med en optræden, som var levet soul, så jeg sjældent har hørt lignende. Kald mig forudindtaget. Jeg indrømmer. Jeg hørte talentet fra første strofe på en Myspace-side, og nu får jeg alle forventninger mere end bekræftet, i en optræden der er som det bare skal være på Spot. Nemlig hvor alt satses uden forbehold. Og hvor vi sidder tilbage som store grædende drenge. For det var altså en soulkoncert af de få, vi var vidne til på en glohed eftermiddag på Musikhusets store scene.

Naja Rosa kom direkte fra to job med morens orkester - vi taler selvfølgelig om Savage Rose - og nu trådte hun ud fra bagrunden lige i det øjeblik, hvor hun var klar til det. Med en stemme, der var en anelse hæs, men det blev taget som en udfordring, og så kom der noget råt ud, som ikke ligger i de oprindelige indspilninger, som vi er nogle stykker, der har hørt, men som først ventes at komme ud i august. Ligesom det som vanligt var en lise at høre det tunge band, hvor Anders "AC" Christensen i den grad tager fra med sin bas, og Rune Kjeldsen hele tiden bekræfter med sin guitar.

Koncerten åbnede stærkt med Set It On Fire, som i min bog har vægtigt hitpotentiale, og hvor Rune Kjeldsens guitarriff er så sprødt, mens Naja Rosa til sidst gik op i de høje toner med uhørt råhed. Tydeligt at hun er skabt til at optræde, og at det må være ved at være slut med kortjansen i The Savage Rose, for som moren er Naja altså ikke til at styre på en tønde land. Også From The Bed To The Floor gik godt og var langt mere blå og røget end studieudgaven. Ligesom Fly Away bragte os derhen, hvor vi ikke kunne gøre andet end at give os hen. Formidabelt sunget og spillet på en gang tilbageholdt og fuld skrue. Med følelserne udenpå blusen.

When The Smoke Clears var selvfølgelig et højdepunkt, og drengene elskede det tydeligvis, men alligevel var det for alvor hen mod slutningen, at der blev afsat de helt store aftryk. Nemlig på den ætsende The City og den afsluttende, If Time Was A Religion, som er en klassisk gospelhymne - som alt andet skrevet af Naja Rosa - hvor de store linjer blev solgt helt ud af en kunstner, der havde økonomiseret og nu sluttede af med manér. Her var det, at kuldegysningerne tog over og gråden sad i øjenkrogen.

Så kald mig softy. Kom med det. Jeg så i dag en stjerne fødes.

Det ved jeg.