Anmeldelse / Live / Søndag d. 23-05-2010 kl. 09:00

Snow Patrol og Foals
KB Hallen, København,
lørdag d. 22. maj 2010

Anmeldt af Christian Erin-Madsen
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,17 stjerner i snit (efter 6 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Lydudstyret sammenholdt med KB Hallen ødelagde aftenen for et ellers særdeles veloplagt Snow Patrol

+ Se hele galleriet

Der var så mange i salen, der havde glædet sig til aftenens koncert. Man behøvede blot registrere den overdøvende velkomst den nordisk/skotske gruppe fik, da de entrede scenen. Og på scenen foldede Snow Patrol sig efterfølgende legende elegant ud. Ikke blot ved smukt at veksle mellem det bløde og det hårdt rockede, de var også båret frem af en bemærkelsesværdigt veloplagt og glad Gary Lightbody i front, som det var svært ikke at elske for en smuk kombination af stemme, elegance og begejstring. De havde på forhånd spillet sig ind i hjerterne på mange, og de kunne velsagtens have spillet sig ind i hjerterne på resten af salen.

Havde det ikke været for en fornærmende ringe lyd.

En lyd så ringe, at selv Gary Lightbody mod slutningen af det ordinære sæt nævnte, at: "Vi er kommet igennem aftenen trods en del tekniske problemer, men I har da haft det godt ikke?" Trods bekræftende jubelråb ændrede det ikke ved, at bassen det ene øjeblik rungede, så man ikke kunne høre andet, det næste øjeblik gled de lysere popharmonier sammen i en smeltende pærevælling, hvor det ikke var til at adskille instrumenterne. Lydmænd forsøgte forgæves at skrue på knapper, at næsten tage instrumenter ud undervejs – bassen blev blandt andet forsøgt koblet fra, da støjniveauet blev ubærligt. Ja, på et tidspunkt mod slutningen drønede en fortvivlet lydmand i hast ligefrem forbi mig. Måske i et sidste desperat forsøg på at rette op, men forgæves.

At betragte Snow Patrols forsøg på at komme rundt om dette altfortærende destruktive forhold var dog prisværdigt og et godt læreeksempel for andre bands. De gennemførte ufortrødent en glimrende sammensat sætliste – med undtagelse af nummeret "The Golden Floor", der ikke holder niveau.

Særligt "Chocolate" samt den fortrinlige "Hands Open", hvor en bemærkelsesværdigt tydelig vokal lykkeligvis trådte frem, satte koncerten godt igang. Sidstnævnte var et godt eksempel på den tungere rockapproach med en bastant guitar og basflade, der klæder Snow Patrol bedst live. Så de til tider sirlige, men i flere tilfælde velskabte popmelodier får god tyngde.

Vi fik superhittet "Chasing Cars" og den blide, smukke "Set The Fire", der ganske vist folder sig bedst ud på albummet i selskab af Martha Wainwright, men som bestemt kan bæres hjem med solostemme. Nu på dansk grund kunne det i øvrigt være interessant en dag at høre et parløb mellem Lightbody og den androgyne stemme fra Rune Vigil (The Late Parade) under dette nummer.

Aftenens absolutte højdepunkt var "Run", hvor frontmanden lagde alene for på guitar og sang. Den nedbarberede lyd gav mulighed for rigtigt at nyde en tydelig og ren klang, og da bandet faldt ind efter anden omgang af "Light Up, Light Up" smeltede band og publikum sammen.

Snow Patrol må opleves en anden gang, hvor lyden er i orden. Det kunne eksempelvis være i Store Vega, der plejer at levere ordentlige rammer. Denne aften åd forholdene oplevelsen. Øv, øv og øv.

Foals (3 stjerner)
Aftenens opvarmningsnavn var lidt af en perle. Oxford-kvintetten Foals har med sit aktuelle album "Total Life Forever" fået adskillige velfortjente anmelderroser. Den energiske og lyse guitarbårne mathrock-formular blev denne aften serveret over seks numre, hvor "Spanish Sahara", "Total Life Forever", "Red Socks Pugie" og "Olympic Airways" trak læsset fortrinligt. Sidstnævnte tre meget repræsentative for bandets stil, mens "Spanish Sahara" er en mere eksperimenterende, men fornøjelig stiludfoldelse udi klimaks-opbygning. Det var seks fint repræsentative numre, der ganske fik én til at acceptere fraværet af den inciterende "Cassius", samt deres nyeste single "This Orient".

Endnu engang var lyden desværre fornærmende. Foran lydboksen midt for var der tydeligt rungende resonans, hvor lyden blev kastet tilbage – særligt hørbart på lilletrommeslaget, der røg tilbage i salen et halvt taktslag forsinket. Helt oppe på stolerækkerne til venstre i salen var lyden mystisk nok bedre, men stadig kraftigt støjende. Det samme gjorde sig gældende, når man begav sig ned til KB Hallens bagerste siddepladser midtfor. Bandet fremførte deres materiale inspirerende energisk toppet af berusende solopassager, men aftenen understreger, at en lyd til pinlig dumpekarakter sårer helhedsoplevelsen afgørende. Bad Sound Kills Good Music.