Anmeldelse / Live / Lørdag d. 29-05-2010 kl. 12:22

Lydia Lunch og Jacob Kirkegaard
Marmorkirken, København,
fredag d. 28. maj 2010

Anmeldt af Jesper Wandam

GAFFA		2 stjerner
Læserne		2,33 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Et selvhøjtideligt eksistentielt trip, som ikke ligefrem efterlod én åndeløs

Den versatile og ofte samarbejdende Lydia Lunch og avantgarde-elektronikeren Jacob Kirkegaard opførte værket "Forget to Breathe" i Marmorkirken, et arrangement hvor Diamanda Galás skulle optræde lige efter dem (læs anmeldelsen af denne koncert). 

Det skaber nogle særlige forventninger at sidde i den imponerende kirke i barokstil. Da Jacob Kirkegaard og hans laptops gik på, blev der da også lagt ud med nogle mærkværdige samples af kirkeklokker. De blev lidt efter afløst af noget, der lød som en messende muezzin eller imam - et vellykket forsøg på at bringe forskellige forestillinger om religion i spil i kirkerummet. Samtidig blev der sat ind med stemningsfulde og storladne elektroniske lydflader, og kort efter kom steg Lydia Lunch op på scenen i rød gallakjole. 

Melodrama på  godt og ondt

"God is a poet. God is a Bomb. God is a bayonet." Lunch reciterede noget, der måske kan betegnes som en dramatisk monolog eller poesi a la Michael Strunge i hans mest inderlige og selvhøjtidelige hjørne, men også med smag af halvfjerdsertrip. Lange passager uden tid til at trække vejret, deraf velsagtens værkets titel. Indholdet var eksplicit eksistentielt og handlede om livet, døden, samvittighedskvaler, teodice, krig, lidelse, gavmildt velsignet med storladne tillægsord som pegede på, at universet og dets indhold er blodigt, endeløst, sindsoprivende osv. Og det er jo rigtigt. 

Gennem glidende overgange mellem forskellige dramatiske lydbilleder, overvejende af den svulstige, men ikke melodiske art, skabte Kirkegaard en konsistent stemning af noget dramatisk og stort, som kan sammenlignes med soundtracket til en spændingsfilm fra Hollywood - og var omtrent lige så vedkommende. 

Herover hørtes indimellem ind imellem nogle anslag på en elektrisk guitar, som den rablende, profeterende, insinuerende, hviskende, råbende og klynkende Lunch havde liggende foran sig på et bord. Der var også sporadisk skramlen med småting i begyndelsen, hvilket gav en tiltrængt afveksling i lydbilledet. 

Toner og tanker fra en svunden tid?

Det var bekræftende at høre Kirkegaard servere en længere elektronisk seance uden rytmisk dominans. Det er noget, som har rødder i de dele af den elektroniske avantgarde, som typisk ikke bliver bragt på banen som inspirationskilde, når nyere navne skal høste billige kultursmarte points. 

Denne insisteren et bestemt udtryk uden hensyn til tidsånden var koncertens styrke, men måske også roden til dens svagheder. Det er muligt, at ironiens tidsalder er overstået, men den vedholdende og gentagne selvhøjtidelige servering af banaliteter som "This for the warriors who die fighting because they believe it is better to die for what you believe than to live a enslaved by lies!" fik mig til at krumme tæer, et fænomen som også kunne høres i småsnakken rundt omkring efter koncerten. 

Supplementet på lydsiden var den lidt uinspirerede elektroniske dramasovs, og det er svært ikke at tænke på en tid, hvor udbredt eksperimenteren med euforiserende stoffer måske gjorde den slags mere bærligt. Men præcis som det gælder med andre menneskers brandert, så er andre menneskers selvhøjtidelige eksistentielle trip dødkedelige, hvis man ikke selv er med. Jeg var i hvert fald ikke åndeløs.