Anmeldelse / Live / Mandag d. 31-05-2010 kl. 01:50

Rufus Wainwright
DR Koncertsalen,
søndag d. 30. maj 2010

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez
Foto: Martin Rosenauer

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,67 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Formidabel yin og yang-performance fra det charmerende canadiske stortalent

+ Se hele galleriet

Den står på todelt Rufus Wainwright-solo-koncert denne søndag aften i DRs koncertsal. Midt i salen står et sort flygel, publikum sidder på alle sider af den centralt placerede scene, og det virker som om, at selv de, der sidder på de bagerste rækker, ikke er særligt langt fra aftenens hovedperson. Formidable rammer til solo-koncertens intime natur.

Første sæt, der udgøres af samtlige numre fra All Days Are Nights: Songs For Lulu i samme rækkefølge som på pladen, præsenteres som en sammenhængende sang-performance, og publikum bedes pænt om at undlade at klappe mellem numrene og i det hele taget holde hænderne fra hinanden indtil Rufus har forladt scenen, eftersom hans exit er en del af det samlede indtryk. Endnu en del heraf udgør Douglas Gordons stærkt stemningsskabende visuals, der tager udgangspunkt i det sortmalede og tårevædede øje, der er at finde på coveret til Wainwrights seneste udspil.

Smukt og virkelighedsfjernt

Lyset dæmpes langsomt, og Rufus træder ind i den mørklagte koncertsal iført en lang sort kåbe, sætter sig bag flygelet og bryder den larmende stilhed med en gåsehudsfremkaldende udgave af Who Are You New York?, der folder sig ud og fylder salen. Rufus synger indfølt og hvert et ord, og hver en tone står krystalklart frem, mens det store øje på skærmen over flygelet åbner og lukker sig langsomt. Det er simpelt, smukt og utroligt virkningsfuldt. Et par publikummer kommer til at klappe efter nummeret, men efterfølgende er alle andre end Rufus ganske stille, hvilket bidrager til en ganske særlig og lettere virkelighedsfjern atmosfære.

Sad With What I Have er aftenens andet nummer, og Rufus udviser enestående kontrol over tangenter og stemmebånd. Senere på aftenen indrømmer han, at han faktisk lider af et særligt slemt maveonde og flere gange under første sæt er ved at kaste op, men det er nu ikke noget, man som tilskuer har den mindste mistanke om. Den smukke og personlige Martha følger, og der er ikke det mindste forsøg på publikumskontakt mellem sangene, hvorved de komplekse kompositioners særlige univers lades uberørt, og det er en fascinerende fornøjelse at lade sig glide ind i de stemningsbilleder, der fremkaldes.

Til tider er man nærmest nødt til at sidde på hænderne for ikke at bryde ud i klapsalver, mens visse af sangene trækker ud på en måde, så det fascinerende erstattes af let monotoni, ligesom den overlagte distance til publikum i længden har en begyndende skadelig indvirkning på koncentrationsevnen. Zebulon - med den for Wainwright nærmest smerteligt ærlige linje "My mother's in hospital, my sister's at the opera" - afslutter første sæt. Herefter forlader Rufus scenen, og publikum må endelig klappe.

I pausen er der flere blandt publikum, der brokker sig over koncertens karakter, manglen på publikumskontakt og Wainwrights insisteren på at spille de nye numre. Valget af koncertopbygning skulle dog vise sig at give perfekt mening set i forhold til showets anden del.

Åbenmundet entertainer

Til andet sæt er der spredt små klaser af stearinlys rundt omkring på scenen, der er lys i salen og en storsmilende og ivrigt vinkende Rufus har iført sig et noget mindre dystert outfit. Med koncertens noget tunge første del frisk i erindringen går vidunderlige Beauty Mark fra 1998-debuten rent ind, så man føler sig glad og let om hjertet. Han takker os for vores pæne opførsel og for at føje ham under første akt: "Thank you for being so very Scandinavian". Vidste man ikke bedre, skulle man ikke tro, at den åbenmundede entertainer, der nu befinder sig på scenen, er den samme som den sortklædte skikkelse med det knappe udtryk, der sad samme sted en halv time senere. Kontrasten er slående og virkningen mageløs.

Rufus er morsom, charmerende og stærkt underholdende mellem numrene, hvor han blandt andet fortæller om sit syn på de skandinaviske kongehuse og indrømmer at lide af føromtalte maveonde: "I should have a barf bucket right here next to the piano." Det er decideret pragtfuldt at overvære en – trods sygdom – tydeligt tændt Rufus øse ud af sit imponerende repertoire af pompøse perler. Vi får en dystert legende Matinee Idol og en medrivende udgave af fortælligen om den unge pige og hendes Art Teacher. Vi hører om hans tre søstre før Little Sister og om faderen før Dinner At Eight, hvor publikum bliver lidt stille grundet sangens beskrivelse af det problematiske forhold mellem far og søn. Fra scenen lyder det imidlertid: "My father, the great Loudon Wainwright III, you may applaud."

Cigarettes And Chocolate Milk afslutter den egentlige koncert, og Rufus formår to gange grinende at kikse klarverstykket i midten og skyder fluks skylden på den oprørske mave. Tre ekstranumre bliver det til, og efter endt koncert tegner det samlede billede af oplevelsen sig, og stortalentet Wainwright har formået at trække i hvert fald overtegnede i en række forskellige følelsesmæssige retninger i løbet af aftenen og bevist den store alsidighed, han rummer på trods af de beskedne midler, han denne aften har valgt at tage i brug. En stor og opløftende oplevelse at gå sommeren i møde med.