Rufus Wainwright
DR Koncertsalen,
søndag d. 30. maj 2010
| GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
5,67 stjerner i snit (efter 9 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Formidabel yin og yang-performance fra det charmerende canadiske stortalent
Den står på todelt Rufus Wainwright-solo-koncert denne søndag aften i DRs koncertsal. Midt i salen står et sort flygel, publikum sidder på alle sider af den centralt placerede scene, og det virker som om, at selv de, der sidder på de bagerste rækker, ikke er særligt langt fra aftenens hovedperson. Formidable rammer til solo-koncertens intime natur.
Første sæt, der udgøres af samtlige numre fra All Days Are Nights: Songs For Lulu i samme rækkefølge som på pladen, præsenteres som en sammenhængende sang-performance, og publikum bedes pænt om at undlade at klappe mellem numrene og i det hele taget holde hænderne fra hinanden indtil Rufus har forladt scenen, eftersom hans exit er en del af det samlede indtryk. Endnu en del heraf udgør Douglas Gordons stærkt stemningsskabende visuals, der tager udgangspunkt i det sortmalede og tårevædede øje, der er at finde på coveret til Wainwrights seneste udspil.
Smukt og virkelighedsfjernt
Lyset dæmpes langsomt, og Rufus træder ind i den mørklagte koncertsal iført en lang sort kåbe, sætter sig bag flygelet og bryder den larmende stilhed med en gåsehudsfremkaldende udgave af Who Are You New York?, der folder sig ud og fylder salen. Rufus synger indfølt og hvert et ord, og hver en tone står krystalklart frem, mens det store øje på skærmen over flygelet åbner og lukker sig langsomt. Det er simpelt, smukt og utroligt virkningsfuldt. Et par publikummer kommer til at klappe efter nummeret, men efterfølgende er alle andre end Rufus ganske stille, hvilket bidrager til en ganske særlig og lettere virkelighedsfjern atmosfære.
Sad With What I Have er aftenens andet nummer, og Rufus udviser enestående kontrol over tangenter og stemmebånd. Senere på aftenen indrømmer han, at han faktisk lider af et særligt slemt maveonde og flere gange under første sæt er ved at kaste op, men det er nu ikke noget, man som tilskuer har den mindste mistanke om. Den smukke og personlige Martha følger, og der er ikke det mindste forsøg på publikumskontakt mellem sangene, hvorved de komplekse kompositioners særlige univers lades uberørt, og det er en fascinerende fornøjelse at lade sig glide ind i de stemningsbilleder, der fremkaldes.
Til tider er man nærmest nødt til at sidde på hænderne for ikke at bryde ud i klapsalver, mens visse af sangene trækker ud på en måde, så det fascinerende erstattes af let monotoni, ligesom den overlagte distance til publikum i længden har en begyndende skadelig indvirkning på koncentrationsevnen. Zebulon - med den for Wainwright nærmest smerteligt ærlige linje "My mother's in hospital, my sister's at the opera" - afslutter første sæt. Herefter forlader Rufus scenen, og publikum må endelig klappe.
I pausen er der flere blandt publikum, der brokker sig over koncertens karakter, manglen på publikumskontakt og Wainwrights insisteren på at spille de nye numre. Valget af koncertopbygning skulle dog vise sig at give perfekt mening set i forhold til showets anden del.
Åbenmundet entertainer
Til andet sæt er der spredt små klaser af stearinlys rundt omkring på scenen, der er lys i salen og en storsmilende og ivrigt vinkende Rufus har iført sig et noget mindre dystert outfit. Med koncertens noget tunge første del frisk i erindringen går vidunderlige Beauty Mark fra 1998-debuten rent ind, så man føler sig glad og let om hjertet. Han takker os for vores pæne opførsel og for at føje ham under første akt: "Thank you for being so very Scandinavian". Vidste man ikke bedre, skulle man ikke tro, at den åbenmundede entertainer, der nu befinder sig på scenen, er den samme som den sortklædte skikkelse med det knappe udtryk, der sad samme sted en halv time senere. Kontrasten er slående og virkningen mageløs.
Rufus er morsom, charmerende og stærkt underholdende mellem numrene, hvor han blandt andet fortæller om sit syn på de skandinaviske kongehuse og indrømmer at lide af føromtalte maveonde: "I should have a barf bucket right here next to the piano." Det er decideret pragtfuldt at overvære en – trods sygdom – tydeligt tændt Rufus øse ud af sit imponerende repertoire af pompøse perler. Vi får en dystert legende Matinee Idol og en medrivende udgave af fortælligen om den unge pige og hendes Art Teacher. Vi hører om hans tre søstre før Little Sister og om faderen før Dinner At Eight, hvor publikum bliver lidt stille grundet sangens beskrivelse af det problematiske forhold mellem far og søn. Fra scenen lyder det imidlertid: "My father, the great Loudon Wainwright III, you may applaud."
Cigarettes And Chocolate Milk afslutter den egentlige koncert, og Rufus formår to gange grinende at kikse klarverstykket i midten og skyder fluks skylden på den oprørske mave. Tre ekstranumre bliver det til, og efter endt koncert tegner det samlede billede af oplevelsen sig, og stortalentet Wainwright har formået at trække i hvert fald overtegnede i en række forskellige følelsesmæssige retninger i løbet af aftenen og bevist den store alsidighed, han rummer på trods af de beskedne midler, han denne aften har valgt at tage i brug. En stor og opløftende oplevelse at gå sommeren i møde med.











31-05-10 07:50 | Besvar
31-05-10 09:03 | Besvar
Men den første halvdel af showet - ja man kan jo næsten kalde det en happening - var lidt for indadvendt til mig. Fair nok at han spiller albummet fra ende til anden, men uden at kaste et eneste blik på publikum, og vi måtte end ikke klappe mellem numrene - jeg følte nærmest, at jeg lige så godt kunne have sat CD'en på hjemme i stuen. Der var jeg altså i lidt for høj grad en tilskuer til en koncert snarere end en deltager, og det gjorde det også lidt kedeligt i de passager, hvor musikken ikke var på sit højeste. Når det fungerede bedst (The Dream, Zebulon) var det fantastisk, men under især de tre sonater sad jeg og fik lidt tunge øjenlåg.
Anden halvdel af koncerten led måske lidt under, at det begyndte at blive lidt ensformigt at høre kun på Rufus med klaveret som akkompagnement - for den som undertegnede ikke så dybe kender af hans musik begyndte numrene simpelt hen at flyde sammen og lyde som hinanden. Til gengæld var han jo en fantastisk entertainer når han snakkede imellem numrene, så det gav afgjort koncerten et løft.
Alt i alt synes jeg, at det var en rigtigt god koncert - men jeg følte også, at det måske kunne have været en endnu større oplevelse, hvis ikke Rufus havde stået så stejlt på det kunstneriske udtryk. På den anden side må man så sige, at det blev ganske unikt af netop den grund.
31-05-10 09:32 | Besvar
31-05-10 10:09 | Besvar
De to meget forskellige dele af koncerten fungerede sublimt i Koncerthuset, og Rufus har ganske enkelt ikke lydt - eller spillet! - bedre.
Få kan som Rufus både fremkalde tårer, gåsehud, bragende latter, hjælpende kommentarer og stående ovationer fra publikum i én og samme koncert, og det hele gik op i en højere enhed i Koncerthuset igår. Håber ved Gud han snart kommer igen!!
31-05-10 16:24 | Besvar
Dertil var det også forrygende at opleve DR's koncertsal fungere så perfekt. Det var også nærmest vanvittigt at høre, hvordan hans stemme fyldte hele det enorme rum. Det var så man næsten kunne mærke stolene vibrere!
01-06-10 22:22 | Besvar
TG
01-06-10 23:24 | Besvar
Ja de lagde jeg også mærke til. Det var vildt irriterende. Troede det var metaldøre der åbnede og lukkede, men hvem ville dog gå på toilet midt under sådan en koncert? ;-)
Sad også lige ved siden at projekter under første set. Den larmede også pænt meget, men heldigvis kunne man ikke høre det når Rufus sang...og de var alligevel så kloge og slukke den til andet set :-).
04-06-10 00:04 | Besvar
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.