Anmeldelse / Live / Mandag d. 31-05-2010 kl. 09:30

John Mayer
Forum, København,
søndag d. 30. maj 2010

Anmeldt af Christian Agergaard Pedersen
Foto: Christian Hjorth - Hjorth-photo.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,44 stjerner i snit (efter 16 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mayer med band vandt, næsten, over lyden i Forum og gav de rockhungrende, hvad de kom efter

+ Se hele galleriet

Det lignede folkefest i Forum. Fyldt godt ud med kærestepar hånd i hånd, fadøl og franske hotdogs. En ung mand brækkede sig ved baren halvvejs i koncerten, så fik de dét igen, og samaritterne måtte ind i mængden til et ildebefindende. Folkefest? Nej, måske bare en old fashioned rockkoncert. Lad os kalde den det.

Koncerten med John Mayer, og et stærkt band, havde det meste, men desværre ikke helt lyden med sig fra starten. Den frække og stramme "Assassin" løb rundt på væggene i Forum, angiveligt skulle det have været bedre på balkonen, men dér var GAFFAs mand, jeg, uheldigvis ikke fra begyndelsen. "Assassin" var et velvalgt åbningsnummer, og måske en kende overraskende. Det slog tonen an til en langtfra blød koncert i kærlighedens navn, som kunne have været forventet her i København på "Battle Studies"-turneen.

Men nej. Specielt Keith Carlock på trommerne (tidligere med Sting og Steely Dan) gjorde sit og spillede så stramt og rytmisk et underlag, at Mayer ikke løb med hele opmærksomheden. For en stund, for Mayers magnetiske udstråling og mægtige guitar-kræfter fik hurtigt gjort "No Such Thing" og "Vultures" dejligt groovy bag den rungende lydmur. Med "Perfectly Lonely" i en udadvendt og mere rocket version så publikum dog ud til at være overvundet, og Mayer og hans guitar kunne få hænder og arme til at svinge fra side til side.

Medley-tid

30 minutter var strøget af sted i et stramt og tætpakket program. Lyden var stadig ikke helt god, men når Mayer træder alene frem på scenen med sin akustiske guitar og siger "let's see how many songs I can throw at you in 5 minutes", ja så er der fokus på manden. Coveret "Free Fallin'", oprindeligt af og med Tom Petty, fik det største bifald, men det fortjente det også. Mayer beviste her, og senere, at stemmen i høj grad også er en vigtig del af hans udstråling. De resterende tre, korte, sange var desværre ikke helt så mindeværdige.

Der blev skreget oppe foran, spillet luftguitar og danset bagved, og Mayers åbenlyse kærlighed for at lade sange glide over i hinanden hævede og forvandlede med succes "Friends, Lovers, or Nothing" til en blues-ballade, som vuggede blidt i korpigernes røst.  

Publikumsforkælelse

Mayer tog sig tid til at signere et papskilt med adskillelige signaturer, så de heldige kunne gøre flere til heldige ved at dele ud af dem bagefter. Kræs for visse publikummer, men det tog også fokus fra sangene og flow'et i leveringen. Den lille perle fra "Battle Studies", "Who Says", fik igen koncerten på sporet, og en "Heartbreak Warfare" i rødt lys på scenen tog alle stik hjem. Igen fordi Mayer leverede en uforglemmelig vokal, der skiftevis staccato-sang " I don't care if we don't sleep at all tonight", mens han strakte tonerne i omkvædet. Sublimt i sin enkelhed, og Charlie Wilson på keys hjalp til med at give den en vis U2-lyd i opbygning og spænding. Bedste nummer på aftenen, efter min mening.

Encore og encore encore

Skal vi tro John Mayer, var det første gang nogensinde i aften, at han og bandet kom ind til to gange ekstranumre på publikums ihærdige opfordringer. "Why Georgia" og "Gravity" så ellers ud til at være stærke afsluttere, der viste, hvor meget substans, der var og er i Mayer med band, og deres levering af sangene live. Nu blev "Bigger Than My Body" afslutteren, men den blev desværre lukket noget hurtigt og rodet, og jeg vil personligt huske "Gravity" som en mere værdig afslutter. På trods af det publikumsbrøl et dobbelt encore altid giver.

Fine ord til en mere en fin koncert; tilbage står dog desværre den indledningsvis dårlige lyd og skubber til stjernerne. Det var tæt på toppen undervejs.