Anmeldelse / Live / Torsdag d. 03-06-2010 kl. 11:28

Tina Dickow og DR UnderholdningsOrkestret
Koncerthuset, København,
onsdag d. 2. juni 2010

Anmeldt af Hanne Arentsen
Foto: Jonas Kjær

GAFFA		3 stjerner
Læserne		4,92 stjerner i snit (efter 12 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Smuk, men diffus koncert, hvor strygere og blæsere ikke kom helt til deres ret

DR UnderholdningsOrkestret har over 70 år på bagen, og har gennem tiderne underholdt danskerne med klassisk musik. Gennem de senere år har de bevæget sig ud over den vante genre og fortolket musik sammen med kunstnere som Efterklang, Antony And The Johnsons, Thomas Dybdahl og nu Tina Dickow. At krydre popmusik med strygere og blæsere er således ikke noget nyt, men det var alligevel tydeligt, at for Tina Dickow var dette ikke bare endnu en koncert i rækken. Der var en noget andægtig og næsten alvorlig stemning i salen fra starten. Måske skulle det ses i relation til visheden om, at alt blev optaget til tv (og senere dvd-udgivelse?).

Det lover godt, men…

Koncerten blev sat i gang med et for denne anmelder ukendt nummer "They Should See Me", en smuk sang, hvor der fra starten blev sat ind med både strygere og blæsere, der smøg sig rundt om teksten og Tina Dickows guitarspil, og gav styrke til nummeret. Det lovede godt for resten af aftenen. 

Men det var, som om både Tina Dickow og hendes faste band, som også var med på scenen, ikke helt kunne bestemme sig for retningen. På trods af, at der stod et 42 mand højt orkester til rådighed, var der rent musikalsk ikke var tænkt nok ud af rock/pop-boksen. Hvor det normalt ville være orkestret, der førte an og omsluttede tekst og vokal, var det ikke tilfældet på de fleste numre, med få undtagelser. Lidt for ofte føltes det, som om der blot var drysset lidt strygere på der, hvor det gjorde allermest ondt, så pointen blev dramatisk og drastisk understreget med lidt for meget patos. Det efterlod indtrykket af, at potentialet ikke blev fuldt ud udnyttet. 

Momentvis mageløst

Men når det fungerede, lettede taget nærmest på Koncerthuset. "Love All Around" fra albummet "The Road To Gävle" viste en ny side af Tina Dickow. Med fuld styrke blev publikum bogstavelig talt blæst omkuld med en groovy version af nummeret, som ledte tankerne over på et 50'er-bigband; noget som unægtelig er langt væk fra Tina Dickows normale melankoli. Men det fungerede! 

Et personligt højdepunkt på aftenen var fremførelsen af "Home", et nummer, som Tina Dickow skrev sammen med chill-out-duoen Zero 7 tilbage i 2004, og som på mange måder var med til at starte Tina Dickows eksponering i både Danmark og udland. Nummeret er en smuk symfonisk elektroballade, som næsten tigger på at blive udsat for klassisk akkompagnement. Iklædt denne nye robe løftede nummeret sig højt over salen og skabte noget større end sig selv. Det var ganske enkelt mageløst! 

Andre højdepunkter var ikke uventet nogle af de mere kendte hits, selv om der var langt mellem dem. "Sacre Caeur" var blændende smuk, og aldrig hørt flottere – her understregede strygerne virkelig tekst og melodi, uden at det hverken blev for påtaget eller for vulgært. 

Selvvalgt melankoli

Numrene blev kædet sammen af Tina Dickows små og store betragtninger om livet. Gennem hele sin karriere har man haft fornemmelsen af, at brændstoffet på Tina Dickows bål er den selvvalgte melankoli, som hun søger for at blive inspireret til at skrive smukke sange og tekster om ensomhed og afsavn. Ensomheden og afsavnet går altid hånd i hånd, og kom under koncerten allerfinest til udtryk i sange som "Room With A View", som, trods det store line-up, blev fremført helt og aldeles a cappella, med Tina Dickow i front på scenen, uden andet at støtte sig til end sin stemme og sårbarhed. Teksten rammer så præcist, at man godt forstår, hvorfor Tina Dickow selv udnævner dette nummer, skrevet tilbage i hendes tidlige karriere, som hendes egen personlige favorit. Jeg undrer mig dog lidt over, at hun ikke benyttede lejligheden til at få klassisk akkompagnement til så smuk en sang. Det kunne have skabt magi. 

På slap line

Koncerten blev afsluttet med to ekstranumre – " No Time To Sleep" og "The Road", fremført akustisk af Tina og band på scenen. Hyggeligt og sympatisk, sådan med Tina og slænget på slap line. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at koncerten var sluttet med et brag af en symfonisk energiudladning, så koncerten eftertrykkeligt havde sat sit spor i publikum. 

Overordnet set var koncerten smuk, ligesom Tina Dickow og hendes musik. Det er svært ikke at holde af Tina Dickows sangunivers og åbenlyse talent. Men koncerten var også rodet og diffus, og DR UnderholdningsOrkestret kom ikke helt nok til sin ret. Repertoirevalget var primært baseret på nyere sange og stort set blottet for hendes største hits (med få undtagelser). Det var tydeligt, at Tina Dickow ikke havde åbnet Koncerthuset for at spille hitparade – dér må man vente til Grøn Koncert til sommer. Helt evident var det også, at hun havde tænkt længe og inderligt over, hvordan hendes sange bedst blev udtrykt ved hjælp af stort akkompagnement. Men måske er Tina Dickows ensomhed og melankoli svær at projicere op af 42 klassiske musikere? Det fungerede i hvert fald kun momentvis.  

Tina Dickow spiller med DR UnderholdningsOrkestret i Koncerthuset igen d. 3. og 4. juni. Begge koncerter er udsolgte.