Jazzpianisten, der har udmærket sig som solist og kapelmester for en trio, udfolder talentet yderligere

Jazzpianisten Peter Rosendal er af undertegnede blevet fremhævet som et talent. På de album, han har udgivet i eget navn, har han opereret som solist eller kapelmester i trioformat. Og det i begge tilfælde på bemærkelsesværdig vis. Denne gang har han imidlertid lokket flere musikere med. Selv om det stadig kun er hans navn, der fremgår af coveret, har han således - foruden de to "gamle" samarbejdspartnere Graig Earle på bas og Janus Templeton på trommer – fået Paulo Moura på klarinet, Hans Ulrik på tenorsaxofon og Jacob Fischer på guitar med. Og dét giver hans nye udspil en anden og mere vidtfavnende karakter end de tidligere. At han samtidig har opholdt sig igennem længere tid i Brasilien og fundet inspiration i den brasilianske tradition, tilfører i sig selv en yderligere dimension, kompositorisk. I den forstand kan man altså roligt sige, at det er en ny Rosendal, der lader sig aflytte på Pica-Pau. Der har indsneget sig et mere legende element i hans musik, som samtidig er blevet mere kompleks. Uanset at den etablerede solo eller trio fortsat er fremherskende, er han altså ude i et forskningsprojekt…