Kompetente rytmer, fjollede stemninger, helte-guitar og overgjorte melodier

Jeg tror, man skal holde mere af kitsch, end denne signatur gør, for at holde af Ratatat. I hvert fald er deres LP4 præget af synth- og guitarforløb, som minder en smule om melodisk heavy metal på en måde, som forekommer mig en smule ironisk, om end ironi indrømmet kan være svær at spore i instrumentalmusik. Og hvis det ikke er ironisk ment, så lyder det bare ufedt. Ellers synes de melodiske tiltag på LP4 at veksle mellem Beatles-esque figurer, Hawaii-lap-steel, opulent piano og sitar. Mandy svæver et underligt sted mellem computerspils-soundtrack og tv-funk, mens Bob Ghandi lægger godt ud med dyster electronica, men hurtigt brydes stemningen af retningsløse akustiske guitarspasmer og en af de de dér synth/guitar-dobbelt-melodi-linjer, som tynger musikken ned med vægten af sin overgjorthed. Måske er det meningen, at man skal sidde og se intellektuel ud, mens man nyder LP4, men skal man lave sær, intellektuel musik, synes jeg man bør opløse klichéerne i stedet for at benytte sig af dem.