Anmeldelse / Live / Lørdag d. 12-06-2010 kl. 12:18

Megadeth
Copenhell, Refshaleøen, København,
fredag d. 11. juni 2010

Anmeldt af Christian Bækholm
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		3 stjerner
Læserne		3,86 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Guitarekvilibristernes tour de force var tæt på at blæse i havnen

Det er ofte sådan, at når et band er overlegne på den tekniske front, så mangler de noget et andet sted – performance, nærvær, et organisk tilsnit.

Sådan er det ikke med Megadeth. Bandet fra englenes by i Californien besidder hele pakken, og det er også derfor, de stadig formår at imponere deres publikum med intense koncerter her 27 år efter dannelsen.

Men den tekniske begavelse er også en live-mæssig skrøbelighed, der kræver de rette omgivelser for ikke at falde igennem. Derfor blev det noget af en udfordring for Dave Mustaines velspillende drenge at holde niveauet, når det til tider stod ned i stænger, og vinden nærmede sig kulingstyrke på den Københavnske Refshaleø. Det er åbenbart ris til egen røv at udnævne et havneområde til helvede et par dage og så forvente godt vejr fra oven. Og vejret var et problem.

Lyden blæste simpelthen i Øresund, og det blev ikke bedre af, at lydmanden tilsyneladende ikke var stået op, da koncerten gik i gang. Først efter fjerde nummer var alt på plads, og det er for lang tid.

Han skal dog takkes for at have styr på pulten, da Megadeth begyndte sin millimeterskarpe gennemspilning af det fænomenale album "Rust In Peace", der i år har 20 års jubilæum.

"I'm not gonna talk a lot. Let's just play". Og det gjorde de.

"Holy Wars", "Hangar 18", "Take No Prisoners". Aftenen udviklede sig til en sand hitparade i takt med, at de klassiske numre drevent kæmpede sig vej gennem det hidsige, danske sommervejr. Men selv det stærke sang-arsenal kunne ikke hamle op med følelsen af, at bandets anstrengelser bare ikke peakede på noget tidspunkt.

Jo, det var fedt med en tur "down memory lane", og ja, de spiller fantastisk og er mere tight i udtrykket end en indigneret Line Barfod på kvindernes kampdag. Men Megadeth sad måske lidt for sikkert på tronen, hvor tidligere tiders fortjente meritter har placeret dem sikkert i metalpublikummets bevidsthed.

Dave Mustaines velkendte og bidske bjæffen var af en eller anden uvis grund erstattet med stemmebåndet fra en velfriseret cykelkurvshund. Det trak heller ikke op, at han oven i købet havde svært ved at ramme tonerne i for eksempel den lækkert røvballe-rockende "A Tout Le Monde", som blev fyret af som ekstra nummer, hvor den blærede hitdemonstration fortsatte sin tour de force med "Symphony Of Destruction" og ikke mindst "Peace Sells" fra 1986.

Ingen tvivl om, at vejret havde stor indvirkning på oplevelsen af Megadeth, der er set meget bedre ved tidligere lejligheder. Men der manglede også intensitet fra bandet, der ellers virkede oplagte, da de entrerede den forblæste scene.

Musikken og udførelsen af den cementerede dog også, at der er en grund til, at Megadeth stadig trækker et stort publikum. Kun få bands i thrash-genren når op på de samme højder som disse veteraner, når de rigtig folder sig ud, og derfor bliver en Megadeth koncert heller aldrig tidsspilde eller forgæves at gå til.