Anmeldelse / Live / Mandag d. 14-06-2010 kl. 09:01

Marina & The Diamonds
Lille Vega, København,
søndag d. 13. juni 2010

Anmeldt af Christian Erin-Madsen
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,75 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Marina Diamandis gav betagende eksempler på sit talent

+ Se hele galleriet

En del – fortrinsvis briter - har vidst det længe. At her var noget særligt. Og for det danske livepublikum stod det klart fra begyndelsen af marts. Dengang kunne man opleve den 24-årige Marina Diamandis på Ideal Bar til en af de såkaldte Soundvenue-sessions. Ganske gratis. Her gav hun fem gode eksempler på sin unikke stemme, og hvordan hun evner en patosfyldt tyngde, der gør hende til en af de mest spændende unge britiske sangerinder at følge over de kommende år. Den halvt walisiske, halvt græske sangerinde sang dengang som ventet blandt andre "Mowglis Road", "I Am Not A Robot" og "Hollywood". Sammen med numrene "Seventeen" og "Obsessions" er det den base, hun bygger et allerede ganske glimrende sang-sortiment på. Dengang på Ideal Bar betog hun sammen med en pianist og bassist salen. Det gentog sig denne aften, hvor fremførelsen nu var tilsat mere klassiske popkoncertelementer, samt en kvartet bag hende.

Hun vendte en smule tilbage til det betagende intime, som da hun alene på scenen leverede nummeret "Numb". Her kunne jeg drømme mig hen til visse ligheder med Tori Amos og hendes unplugged-versioner på "Precious Rarities" fra 1995, hvor hun alene med et flygel folder sig så virksomt ud, at det får hårene til at rejse sig på kroppen. Sammenligningen er ikke umiddelbart møntet på de musikalske kompositioner, for her er væsentlige forskelle; mere i hvor indtagende Marina Diamandis performance foldede sig ud. Modsat Tori Amos' koncert bestod det meste af denne aftens udfoldelse af backing fra to på henholdsvis elektronisk orgel og keyboard og så en forrygende bas og trommebund, der kraftfuldt og på inciterende vis hjalp til at understøtte Marina Diamandis stemme. Bortset fra den lidt alternative "Hermit The Frog", som var byttet ud med "Seventeen", der passede noget bedre ind i aftenens sætliste, fik vi hele hendes debutalbum. Hertil var lyden betagende god. Om det var hendes stemme og den blide enkelhed, eller når trommerne faldt ind. Det var et fedt. Det var ren nydelse.

Som det første af to ekstranumre gav hun sit cover-bud på en nedbarberet version af drenge-duoen 3OH!3s popsang "Starstrukk" og som et godt billede på hendes evner efterlod hun en langt klarere og mere effektfuld signatur i denne ellers gennemsnitlige popsang. Ganske så jeg kunne håbe, at originalen lød som hendes version. Trods mange andre bedre muligheder, når hun skal vælge coverversioner, er det godt vurderet, at denne sang under hendes behandling vokser til et langt bedre niveau.

Hun har først lige skudt sin karriere i gang med et album, der i øvrigt vellykket trækker på inspiration fra primært 80'ernes poprepertoire. Dermed har hun endnu ikke nogen bredde i bagkataloget. Omvendt gør hendes talent for fængende popmelodier samt en betagende stemme - der i niveau blander sig med flere af branchens store, herunder ikke mindst Kate Bush - at meget peger på en lys fremtid for hende. Enhver kan anbefales at tage ind og høre hende, når hun atter vender tilbage til Danmark, for her er byggestenene til den sublime popkoncert til topkarakter.