Velmenende, men ikke helt velfungerende opvisning fra Bono og co.

Det er i grunden lidt komisk, at U2 vælger at følge deres mest intime plade No Line On The Horizon op med en turné, der med en monstrøs sceneopbygning kunne sluge Popmart- og Zoo TV-scenerne i en enkelt mundfuld. Men nu har rock heller aldrig arbejdet godt i spænd med logik. Sidste efterår spillede U2 deres til dato største koncert i USA, i Pasadenas Rose Bowl, der også lagde grund til Depeche Modes monumentale 101-udgivelse. 97.000 tilskuere var samlet på stedet, og op imod 10 millioner fulgte med i live-streamet på YouTube. Hvor de to førnævnte monsterturnéer var så storslåede, at man nærmest var nødt til at få det gengivet på en tv-skærm for at opfange omfanget, er denne dokumentationen af den igangværende 360° Tour en kende uforløst. Problemet kan slet og ret være Bono, der undervejs beskriver sig selv som en blanding af Arnold Schwarzenegger og Danny DeVito (en politisk undermåler måske?) For den evigt velmenende frontmand er desværre ikke helt ung længere, og det er ærligt talt som at se sin far spille luftguitar, når Bono spæner rundt på den runde scene og forsøger at rende fra det faktum, at han har rundet et halvt århundrede. Heldigvis får vi en fuldt koncentreret og næsten stillestående sanger i en forblændede flot udgave af Ultra Violet (Light My Way), der sammen med de andre ekstranumre og alt det meget fine ekstramateriale berettiger hele udgivelsen.