Starten af det forgangne årti bød på en afbrudt turné, der fulgte op på en optræden ved MTV Video Music Awards 2002, som Axl Rose efterfølgende selv karakteriserede som værende katastrofal. Efter års stilstand og fortsat intet nyt album drog bandet på turné i 2006 med nogen succes. En af koncerterne var på dansk grund – nærmere betegnet Roskilde Festivals Orange Scene – og det var en oplevelse, der nok begejstrede inkarnerede fans, men som mange blev skuffede over. Folk savnede et samlet udtryk fra bandet, der fremstod noget spraglet, ligesom der lød en kritik af de mange pauser i koncerten – som dog ikke var egentlige pauser, men diverse indslag fra de enkelte medlemmer, mens hovedpersonen ikke befandt sig på scenen.

Nu er der så gået fire år, siden bandet sidst var i landet, og i mellemtiden er "Chinese Democracy" udkommet. Et album omspundet af så megen mytologi og forventningsiver, at det nærmest kun kunne skuffe. De færreste i den internationale kritikerskare formåede således at lytte til albummet på dets egne musikalske præmisser, men bandt i stedet deres kritik op på diverse sekundære frustrationer – ikke mindst det generelle kritikpunkt, at Guns N' Roses jo altså ikke er Guns N' Roses, når der kun er ét originalt medlem tilbage.

Og jovist, det er en skam, at den oprindelige besætning – eller i hvert fald én, der inkluderede både Slash og Duff McKagan – ikke holdt længere, end den gjorde. Set med venligere briller, end Axl Rose ellers er vant til at blive betragtet med, kan man fremføre den teori, at han simpelthen har gjort det eneste, han har følt, at han kunne. De tilbagevendende anklager om, at bevaringen af bandnavnet skulle være motiveret af økonomiske bevæggrunde, har vist sig ikke at holde i længden – der er bestemt lettere måder for et rockikon som Axl Rose at tjene penge på, end ved at turnere verden rundt med adskillige års mellemrum, eller ved kun at have udgivet ét album i nu 17 år, eller ved ikke at malke et potentielt dvd-marked med bare én regulær, ny udgivelse, eller ved at lægge sag an mod pladeselskabet, når de – som de gjorde i 2004 – vil udsende en "Greatest Hits", som i øvrigt kom til at sælge imponerende verden over.

Atter energisk og fandenivoldsk

Så hvad er bevæggrundene? Er det noget så frygtsommeligt som en erkendelse af, at Axl Rose til syvende og sidst er det afgjort vigtigste medlem af det oprindelige Guns N' Roses og således den eneste værdige arvtager til navnet? Skal man vurdere ud fra aftenens koncert i Gigantium, vil svaret hertil være et klokkeklart ja. De øvrige medlemmer af den aktuelle inkarnation af bandet kan man anskue på to måder: Enten er de fuldgyldige medlemmer, der er lige så afgørende for bandets ve og vel, som Slash og Duff McKagan i sin tid var. Adskillige af dem har i været fald været medlem i omtrent lige så lang tid, og de er som forgængerne ligeledes vigtige bidragsydere i den kreative proces. Eller også er de ikke fuldgyldige medlemmer – og dermed blot de musikere, som Axl Rose har valgt at omgive sig med, fordi det lige akkurat er disse mennesker, der får ham til personligt at yde sit ypperste.

Selv med dette sidste, knapt så positive syn på de øvrige bandmedlemmer, må de i alle tilfælde anerkendes for den musikalske og psykologiske opbakning, der gør, at Axl Rose nu – langt om længe, kan man vist roligt sige – atter fremstår som den energiske, fandenivoldske frontmand, han også var kendt som for to årtier siden. Vel er han tydeligvis ældre, og vel forlader han hyppigt scenen – for at skifte kluns, få ilt eller måske bare en tår at drikke – men når han er på, så er han på som ingen anden. Den store scene spunses over ende igen og igen, ligesom der hoppes og stampes og danses og gestikuleres på livet løs. Han kunne sagtens have valgt at stå stille med hænderne på ryggen som en anden Liam Gallagher, der aldrig vil få de samme alderdomsanklager ned over sig. Uden i øvrigt at sige noget negativt om Oasis-sangeren, så er der imidlertid ikke meget at rafle om i en diskussion om, hvem der indadtil overgiver sig mest til musikken og udadtil giver publikum det afgjort mest interessante at kigge på.

Et andet markant aspekt i denne sammenhæng er kommunikationen blandt medlemmerne. Hyppige indforståede smil, fælles positurer ud mod publikum og almen rytmisk interageren illustrerer sammenholdet de optrædende imellem og fjerner enhver fornemmelse af, at det kunne være hip som hap, hvem der var på scenen ud over Axl Rose. Lassodansen med en publikummers bh, tangentfodspillet efter "November Rain", cowboypositurer og -hilsner samt markant opadvendte mundvige – selv under mindre muntre passager – bekræfter ligeledes den indre ro og det mentale overskud, som tydeligvis har manglet i alle de år, Axl Rose har været fraværende i rampelyset.

Nye soloindslag sikrede bedre flow

Sætlistemæssigt var der sket overraskende lidt, taget i betragtning af, at der ellers er fjorten numre fra "Chinese Democracy" at plukke fra. Titelnummeret, "Street Of Dreams" og "Madagascar" blev alle fremført for snart ti år siden ved Rock In Rio 2001, og singlen "Better" har også fire år på bagen i koncertsammenhæng. Således var de eneste nye regulære numre henholdsvis den tunge og bitre "Sorry" samt "This I Love", den fjerde og sidste del af det firkløver, der desuden tæller de tre klassikere, "Don't Cry", "November Rain" og "Estranged". Begge disse nye numre og især det sidste virkede ualmindelig godt i koncertsituationen, ikke mindst fordi det én gang for alle cementerede, at Axl Rose så afgjort har fået sin stemme tilbage på det niveau, den allerhelst skal befinde sig på. Hjerteskærende smuk det ene øjeblik, ualmindeligt aggressiv det næste, og begge dele lyder fuldt ud troværdigt. Opsætningen med tre leadguitarister kan til tider fremstå en anelse pudsig og anakronistisk, men så længe vokalen samler trådene, giver det hele mening – pastiche kan slet og ret ikke være iklædt så autentisk et udtryk, som Axl Rose besidder.

Blandt de sytten regulære numre – seks fra "Chinese Democracy", syv fra "Appetite For Destruction" og blot fire (ud af tredive mulige) fra "Use Your Illusion" – optrådte fortsat de mange soloindslag, men heldigvis i stærkt bearbejdet form, så de i de fleste tilfælde blev fremført som komplette instrumentalnumre med hele bandet, hvilket sikrede et noget bedre flow, end man oplevede for fire år siden. Richard Fortus og DJ Ashba (der er den senest tilkomne og officielt erstatningen for Robin Finck, der er vendt tilbage til Nine Inch Nails) leverede potente guitareskapader, mens Ron "Bumblefoot" Thal leverede variationer over temaet fra "Den Lyserøde Panter". Dizzy Reed bidrog på egen hånd med en flygelserenade i form af Warren Zevon-klassikeren, "Roland The Headless Thompson Gunner". Inden "November Rain" leverede Axl Rose en lille obligatorisk intro, også ved flygelet, og inden da kom en kort, dyster udgave af det desværre noget fortærskede Pink Floyd-nummer, "Another Brick In The Wall, Pt. 2".

Masser af højdepunkter, men dog plads til forbedringer

Højdepunkter var der mange af, ikke mindst den eksplosive åbning bestående af "Chinese Democracy", der straks blev fulgt op af "Welcome To The Jungle", der ellers har været fast åbningsnummer siden 2001. Den tidligere nævnte "This I Love" var stærkt positivt overraskende, mens "Rocket Queen" – afslutningsnummeret fra "Appetite For Destruction" – lød præcis så medrivende og smukt, som det allerhelst skulle. At se Axl Rose oven på flygelet, mens det blev betjent af Dizzy Reed under "Street Of Dreams", havde selvsagt stor visuel appel, mens de store fontæner foran bagtæppet ved det dramatiske coda i "November Rain" var endnu mere fængende. Den episke "Madagascar" som første ekstranummer var velvalgt, og da der gik Flaming Lips i den med massive konfettikanoner under "Paradise City", blev der rundet af med manér.

Samlet set fungerede koncerten således som vidnesbyrd på den fuldendte forvandling, som Axl Rose på godt og desværre rigeligt ondt har måttet gennemgå efter det band, der ellers udgjorde hans livsværk, smuldrede mellem hænderne på ham. Ikke at der herfra skal lyde en bøn om kreativ stilstand – tværtimod ville det være glimrende, hvis det psykologiske overskud kunne bruges til at eksperimentere yderligere med fremførelsen, så der kunne komme et ekstra skud dynamik ind over koncerterne. Den konsekvente udeladelse af "Estranged", "Civil War" og "Don't Cry" (som dog er blevet fremført en håndfuld gange indenfor de senere år) er desuden ærgerlig, og erfaringen fra "Use Your Illusion"-turnéerne burde bekræfte disse numres popularitet hos publikum. Endelig var lyden specifikt i Gigantium desuden ikke optimal, især ikke tilbage i salen.

Når disse ting imidlertid er blevet sagt, så er der kun tilbage atter at konstatere, at ja, Axl Rose er den eneste værdige arvtager til det legendariske bandnavn. Der blev fra samme signatur som denne sendt en firestjernet anmeldelse efter Slash's optræden til Copenhagen Live blot tolv dage før hans tidligere kollegas aalborgensiske besøg, og det var en hæderlig og alt i alt fin oplevelse at bevidne Slash – men hvor dén koncert lænede sig tættere op ad tre end fem stjerner, så læner denne sig tættere op ad seks end fire. Slash's medspillere er netop – med undtagelse af Myles Kennedy – nogle anonymt fremstående, umiddelbart letudskiftelige musikere, der ikke synes afgørende for, hvordan Slash under sin høje hat har det i knolden. Og Myles Kennedy er og bliver – selv om han bestemt er dygtig og har noget at byde på – lidt af en opkomling, når han sammenlignes med Axl Rose, både hvad vokalpræstationer, udtryksmæssig autenticitet og almen udstråling angår. Og skal Slash sammenlignes med DJ Ashba, Richard Fortus eller Ron "Bumblefoot" Thal, så klarer de sig ualmindelig meget bedre i erstatningsdysten, end Myles Kennedy gør. Derfor – kombineret med de øvrige årsager der her er blevet præsenteret – er Guns N' Roses med rette det navn, som Axl Rose hæfter på sig selv og sit band.