Dead Can Dances mandlige halvdel er tilbage, nu med melankolsk elektro-world-pop

Tilbage i 80'erne og 90'erne udgjorde Brendan Perry sammen med Lisa Gerrard duoen Dead Can Dance, der blandede post-punk, verdensmusik, barok og meget mere til et unikt udtryk. Siden gik de hver til sit, og hvor Gerrard har haft succes som især filmkomponist, har Perry ført en mere underdrejet tilværelse. Nu er han så tilbage med sit andet soloalbum, hvor hans karakteristiske dybe og fyldige stemme igen er i centrum. Hvor solodebuten var mere akustisk og elektrisk, er Ark baseret på synths og samples af blandt andet slagtøj og eksotiske strengeinstrumenter, og som hos Dead Can Dance mærkes en tydelig inspiration fra mellemøstlig musik. Tonen er gennemgående eftertænksom og melankolsk, med lange, repetitive sange om bl.a. krig og klimakatastrofer, men også med troen på den kærlighed, der får hele tilværelsen til at give mening - som fyret, der lyser op på coveret. Ark er et smukt album, men det ville givetvis have været endnu flottere med flere rigtige instrumenter frem for samples. Men Perry ville åbenbart spille det hele selv...