Anmeldelse / Live / Torsdag d. 01-07-2010 kl. 21:34

When Saints Go Machine
Orange Scene, Roskilde Festival,
torsdag d. 1. juli 2010

Anmeldt af Peter Ramsdal
Foto: Martin Kurt Haglund

GAFFA		3 stjerner
Læserne		3,22 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Solstik på dansegulvet

Efter en stærk og følelsesladet mindeseance med Patti Smith og Lenny Kaye, der markerede 10-året for Roskilde-ulykken, var det blevet tid til at skyde festen i gang fra Orange Scene. Et helt års forventningens glæde skulle endelig udløses.

Efter de sidste par år at have overladt åbningskoncerten til henholdsvis færøske Teitur og svenske Petter tilfaldt jobbet i år vanen tro et dansk orkester. Denne gang When Saints Go Machine, københavnerkvartetten, der har haft en nærmest kometagtig karriere de sidste par år, og har udgivet den anmelderroste debut "Ten Makes A Face".

At bandet havde glædet sig til at stå over for det store publikum på Orange Scene var ikke til at tage fejl af. Efter at spillet det første nummer fyrede sanger Nikolaj Vonsild den punchline af, som alle musikere i hele landet drømmer om at udbasunere: "Hva' så Roskilde?", og fortalte, at bandet havde glædet sig helt vildt til at spille på festivalen.

At sætte et så nyt orkester som When Saints Go Machine til at åbne Orange Scene er både en frisk satsning, men samtidig også at bede om problemer, fordi de kun har en ep og et album bag sig, og derfor også kun en håndfuld gode sange samt en masse fillers, som englænderne ynder at udtrykke det.

Det kom også til udtryk i koncerten med When Saints Go Machine, der åbnede sættet med et helt nyt nummer, "NY Clockwork", hvilket altid er en dødssynd på en stor scene som Orange over for et publikum, der stod uberørt af de nye toner. Senere fulgte numre som "New Elvis", "Pick Up Your Tears And Run", "Greys And Blues" og "Pale", der alle viste prøver på tunge beats, rundgange og masser af 80'er-inspireret electrorock, der ledte tankerne i retning af bands som Depeche Mode, Ultravox og Erasure.

Derefter skiftede koncerten gear, og Nikolaj Vonsild kom med en opfordring til publikum: "Lad os danse lidt", og så blev der spillet op til dans med klub-baskere som "Kids On Vacation" (i en omarrangeret version), "Spitting Image" og "Steve" på en steghed Dyrskueplads med publikum, der nærmest var lammet af den bagende sol. Derefter blev den kortvarige fest på dansegulvet igen taget ned i tempo med numre som "You Should Be Someone Else", "Armed" og endnu et nyt nummer "Dark Of The Night", før bandet spillede deres absolutte trumfkort, den fantastiske single, "Fail Forever", der måske var det bedste danske nummer fra sidste år. Et nummer, der viser hvor stort et potentiale When Saints Go Machine har, men som samtidig udstiller svaghederne ved mange af gruppens øvrige numre, der ikke rummer den samme melodiøsitet.

"Det er den største oplevelse, vi nogensinde har haft. Den vil vi huske for altid", sagde Nikolaj Vonsild fra scenekanten. Drømmen blev således udlevet for When Saints Go Machine. Må de vende tilbage om nogle år med flere album og flere gode sange i bagagen. Denne varme torsdag var kulminationen på en kort karriere for bandet, men et forholdsvis blødt udlæg for Roskilde Festival 2010.