Anmeldelse / Live / Torsdag d. 01-07-2010 kl. 22:54

LCD Soundsystem
Cosmopol, Roskilde Festival,
torsdag d. 1. juli 2010

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen
Foto: Christian Hjorth - Hjorth-photo.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,70 stjerner i snit (efter 10 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Dragende kant i James Murphys sejrsunde

+ Se hele galleriet

Det kan synes som en koloenorm fejlbookning at anbringe et af tidens hottetste bands på så lille en scene som Cosmopol og på så dødt et tidspunkt, men mon ikke det har været bandets eget valg at spille på så intim og intens en scene.

Frontmand James Murphy kan nemlig godt lide at gå mod den åbenlyse strøm, og har da også valgt at opløse bandet efter denne igangværende sidste tur i live-manegen. I hvide jeans og matchende og vanlig lidt for stram T-shirt entrede kapelmester Murphy scenen til "Us Vs. Them" med den karakteristiske koklokke i fokus.

Teltet og det udenom liggende Cosmopol-område blev hurtigt fyldt, men var man troppet op i god tid til 20.15-forestillingen var der dømt øjeblikkelig idel lykke.

Med den aktuelle single "Drunk Girls" fik Murphy og co. gjort sit til at skubbe festen mod festivalens første klimaks, og var det ikke for en vis 54-årig bassist ved navn Paul Simonon, var Murphy selvskrevet i rollen som festivalens cooleste hvide mand.

Ligesom det er ligegyldigt, hvem Mark E. Smith har hyret ind som The Fall, er det ligegyldigt hvem James Murphy har bag sig i LCD Soundsystem, for det skulle vise sige udelukkende at blive hans show, trods ihærdige præstationer fra trofaste kumpaner som Nancy Whang og Pat Mahoney.

Under "All My Friends" spredte kærligheden sig i teltet og bar os over til en fin "I Can Change," hvor den 40-årige antihelt sang så yndefuldt at det nærmest nærmede sig Martin Gore-højder.

At LCD Soundsystem har valgt at stoppe efter denne turné, synes både dumt og smart, for de når næppe højere, end hvor de befinder sig nu, og efter denne Roskilde-optræden må billetsalget til koncerten i Koncerhuset i august blive rødglødende.

Efter at have givet en næsten helt New Ordersk "Tribulation" og en bulderkogende "Yeah" blev der lukket og slukket for et brag af en sejrsrunde, med den ironiske gennembrudsingle "Losing My Edge", for er der noget, Murphy ikke mangler, så er det dragende kant.