Anmeldelse / Live / Onsdag d. 30-06-2010 kl. 02:14

Pearl Jam
Wuhlheide, Berlin,
onsdag d. 30. juni 2010

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez

GAFFA		6 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 6 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Enestående og intens koncert på 10-årsdagen for Roskilde-ulykken

For præcis ti år siden denne aften oplevede GAFFAs udsendte Pearl Jam for første gang, og det var en oplevelse, der vil blive siddende i kroppen for altid. Det var den 30. juni 2000 på Roskilde Festival, hvor 9 unge mænd mistede livet. En frygtelig ulykke, der aldrig kan eller må blive glemt, men heldigvis var der plads til at fejre livet samt både at se tilbage og rette blikket fremad under aftenens koncer, som blev en oplevelse af den slags, der med rette kan arkiveres i mappen under "uforglemmelig". Magien startede allerede under Ben Harper og hans Relentless Sevens glimrende opvarmningsshow, hvor Eddie Vedder halvvejs inde i sættet springer ind på scenen og i skøn duet med Harper fremfører Queen og Bowies klassiker "Under Preassure". Sangen ligger ganske langt fra græsgange, både Harper og Pearl Jam normalt betræder, men alligevel – eller måske endda derfor - fungerer det helt eminent. Store smil og taktfast klappen hele vejen rundt, og aldrig har udtrykket "one for the books" givet så meget mening.

Fantastiske Wuhlheide er i sig selv en bemærkning værd. Scenen ligger i underskønne omgivelser i en skov lidt uden for Berlin, og den amfiteater-lignende opbygning gør, at det er så godt som umuligt at få en dårlig plads til koncerten. Udsynet er simpelthen nærmest perfekt over alt. At Pearl Jams har en ekstremt dedikeret fanskare viser sig ved de mange nationaliteter, der denne aften havde taget turen til Berlin for at opleve bandet på denne særlige aften på deres korte Europaturné. Blandt publikum blev der talt både italiensk, dansk og græsk, mens blandt andre polske, spanske og engelske flag blev flashet under koncerten. "Long Road" udgør aftenens første nummer, da bandet lidt i otte træder ind på scenen. Ordene "We all walk the long road" gjalder blandt publikum, og sangen, der er skrevet til minde om Vedders afdøde drama-lærer, efterfølges af en slagkraftig sangtrilogi. Støvet rejser sig under "Got Some", "Why Go" mainfesterer sig atter som perfekt sing-along-nummer, og "Given To Fly" har næppe lydt bedre end denne aften. Efter "Elderly Woman Behind The Counter In A Small Town" får vi aftenens første overraskelse i form af den rablende og sjældendt spillede "Push Me, Pull Me" fra "Yield", og der crowdsurfes heftigt foran scenen.

Rendyrket spilleglæde

"I got two questions", lyder det fra Eddie: "Are you happy?" - publikum svarer med et jubelbrøl. "And secondly, but more important, are you safe? ´Cause we can't be happy unless you´re safe." Heldigvis passer folk på sig selv, og koncerten kan fortsætte med gåsehudsfremkaldende udgaver af "Immortality" og "In Hiding". Det kan meget vel være, at "Even Flow" og "Courdoroy" er lige så obligatoriske indslag til en Pearl Jam-koncert, som snaps er det til en julefrokost, men så længe bandet til stadighed kan spille dem så forrygende friskt og fandenivoldsk som her, skal de være så hjerteligt velkomne. Evigt smukke "Light Years" kalder en tåre frem i øjenkrogen, "World Wide Suicide" er en opvisning i rendyrket spilleglæde, mens aftenens tredje "Yield"-nummer, "Low Light", der dedikeres til den dalende sol, flot fylder himlen over Berlin. Efter "Comatose" rammes Eddie i hovedet af en udefinerbar genstand. Det ser ud til at gøre ondt, og han spytter sin netop indtagede slurk vin ud i raseri, og den efterfølgende udgave af "Do The Evolution", der udgør sidste nummer i aftenens første sæt, får en ekstra tand indædthed og intensitet.

Inden koncerten blev en flyer delt ud blandt publikum, hvor der opfordredes til, at de fremmødte efter koncertens første sæt holdt en lighter eller en tændt mobil-skærm i vejret for at markere aftenens sørgelige jubilæum, og da bandet atter træder ud på scenen, er der glimtende lys at spore blandt publikum. En gestus, Vedder senere takker for og kommenterer hen imod slutnmingen af koncerten. "Now we're gonna play the most depressing song ever written", proklameres det, og den hjerteskærende "The End" fra "Back Spacer" kunne da også let komme med i opløbet til den titel. Efter ligeledes vidunderlige "Just Breathe" kommer der andre boller på suppen med en hæsblæsende "Spin The Black Circle", der efterfølges af et cover af Public Image Ltd.s signatursang "Public Image". Efter en opløftende "The Fixer" gøres Pearl Jam selskab på scenen af to Seattle-venner i form af R.E.M.s Peter Buck og Scott McCaughey, og da Vedder annoncerer at det er "...time to KICK OUT THE JAMS motherfucker!" er der ikke nogen tvivl om, hvilken sang der venter. En potent og heftigt pulserende version af MC5's klassiker – komplet med Mike McCready-guitarsolo bag nakken samt Matt Cameron aspirerende til at overtage titlen som hardest working man in rock 'n' roll – lukker andet sæt.

Ulykken berøres

Tredje sæt indledes med en blændende "Unthought Known", der streames live til nogle folk, der ikke kunne være til stede i aften. Herefter følger en stærkt rørende udgave af "Black", hvor publium synger videre længe efter, bandet har afsluttet sangen, og det er blevet tid til at berøre aftenens ømtålelige emne. Da ulykken nævnes af en tydeligt rørt Vedder, kan han ikke holde tårerne tilbage, og i det følgende er han indledningsvis nødt til at afbryde sig selv for ikke at bryde hulkende sammen.

Med paraderne nede foran 17.000 mennesker lyder det: "Det er svært at prøve at forklare folk, hvordan det er for os at stå her på denne scene på denne dag, hvor det er ti år siden...[er nødt til at holde en pause for ikke at bryde sammen] For ti år siden i Danmark var det en helt anden oplevelse, end det er i aften. Det forbliver til stadighed den værste og sværeste dag i vores liv – og alle de, der var til stede er enige. Vi tænker ikke mere på det i dag end ellers, for der går ikke én eneste dag, hvor vi ikke tænker på det. Vi har bedt vennerne og familierne til de ni, der omkom, om tilladelse til at sende kærlighed, tanker og støtte til dem. Vi er meget taknemmelige for at have lært de af familierne, der har ønsket kontakt med os efterfølgende at kende og at komme igennem det sammen med dem. Vi har lært ting om os selv og livet, som vi ikke forstod før. Stone [Gossard] har foreslået – og jeg synes, det er passende, at vi holder et øjebliks stilhed til ære for dem, der omkom dengang. Tak".

En intens version af "Come Back" fra bandets selvbetitlede 2006-udgivelse sender hjertet lige lukt op i halsen på GAFFAs anmelder, og et eksplosivt og livsbekæftende brøl i form af "Alive" sætter sammen med bandets klassiske afslutningssang "Yellow Ledbetter" et flot punktum for denne beundringsværdige bedrift af en koncert. To timer og tyve minutter synes at være fløjet forbi med lynets hast, alle områder af følelsesspektret har være berørt, og fingrene er krydsede for et snarligt gensyn med Pearl Jam på dansk grund.