Anmeldelse / Live / Fredag d. 02-07-2010 kl. 11:30

Gorillaz
Orange Scene, Roskilde Festival,
torsdag d. 1. juli 2010

Anmeldt af Henrik Tuxen
Foto: Martin Kurt Haglund

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,63 stjerner i snit (efter 41 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Til tider kaotisk, men generelt vellykket overflødighedshorn fra Damon Albarn & Co.

Det er lidt af et særsyn at se Gorillaz uden for studiets, computernes og tegnestuernes rammer, så aftens koncert var lidt af et scoop for Roskilde Festival. Bandet har tidligere optrådt som deres tegneserie-alter egoer, men på dagen var der hverken fokus på den hjerneskadede sanger 2D eller på den selvproklamerede bandleder, den satanistiske bassist Murdoc. I stedet var det i den grad alphahan Damon Albarn, der skulle holde styr på sin usædvanligt talstærke forsamling musikalske kumpaner.

Bandmusikere og gæstesolister pendulerede frem og tilbage, og det samlede antal kan godt have sneget sig op over de tredive. En af blæserne i den farverige sektion The Hypnotic Brass Ensemble havde et horn, der så ud til at kunne huse en elefant, og samme rummelighed er der i Gorillaz' musik. Rock, pop, dub, rap, soul, punk, afrikanske og orientalske rytmer lever side om side på bandets tre studiealbum + det løse, hvor det primært er maskinerne, der gør arbejdet. På Roskilde var samme univers omsat til fortrinsvis det håndholdte, og det forløb i det store og hele fint. Lyden var generelt god, Damon Albarns let dovne, sløsede vokal var klar og tydelig, der var bund i bassen, rapperne kom igennem, og de mange karakteristiske keyboard- og computerlyde blev leveret med behørigt tryk.

Sætlisten var domineret af den aktuelle, og absolut udmærkede Plastic Beach med fine versioner af (Gorillaz svar på Tarzan Mamma Mia!), On Melancholy Hill, Rhinestone Eyes og hittet Stylo med 64-årige Bobby Womack på medrivende gæstevokal. Ud over Womack var de helt store stjerner, der medvirker på Plastic Beach (og for den sags skyld også på de andre album), udeblevet fra koncerten. Snoop Dogg måtte vi nøjes med på video, og Lou Reed var blevet hjemme. Til gengæld blev der leveret en solid gang bas og guitar fra de gamle kendinge fra The Clash' Paul Simenon og Mick Jones, Den 8 mand høje blæsersektion brændte igennem, særligt på Broken, og den kvindelige strygerkvintet i sejleroutfit lagde den melankolske tone.

Når man blander bolsjerne så kraftigt, som tilfældet er hos Albarn og Gorillaz, er det ikke alt, der lykkes, og til tider trådte koncerten lidt dødvande, men den gode lyd, de mange overraskelsesmomenter og den store idérigdom opvejede de noget tungere passager. Det lykkes dog ikke helt for bandet at plante festen hos publikum fra start til slut; til det var der for mange tempo- og stilskift. Forskellen kunne høres og mærkes under ekstranumrene, hvor aberne fik publikum helt op på tåspidserne til tonerne af hhv. Feel Good Inc. fra Demon Days og den uomgængelige gadedrenge-hymne Clint Eastwood tilbage fra debutalbummet fra 2001.

Alt i alt en underholdende aften, til tider på slingrekurs, men med tilstrækkeligt stort musikalsk vid, variation, bid og evne til at trække stikket hjem.