Anmeldelse / Live / Fredag d. 02-07-2010 kl. 17:50

Tinariwen
Arena, Roskilde Festival,
fredag d. 2. juli 2010

Anmeldt af Torben Holleufer
Foto: Martin Kurt Haglund

GAFFA		6 stjerner
Læserne		4,54 stjerner i snit (efter 13 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Beduiner på verdens top

Tianriwen er et gang af beduiner, som har en lang revolutionær historie. Vi snakker folk, som kommer fra området omkring Tessalit, langt ude i Sahara, der hvor ingen helt ved, om vi er i Mali eller Algeriet. Her regerer stammerne og ørkenens skibe, og her lever Tamachek-folket konstant på rejse, som de har gjort det i århundreder. Kort sagt er der tale om et autentisk kulturelt blend, som både har bånd til berberne i nord og Vestafrikas forskellige folkeslag: bambara, fulani, mandinga og så videre. De har altså enormt meget til fælles med folk som Ali Farka Toure, og spiller derfor en blues, som af stadig flere opleves som den virkelige blues, som det beat der er mest grundlæggende i hele den kultur, som vi tilbeder og vedkender os.

De har tidligere været på Roskilde, og det gik ikke alt for godt, idet meget få mødte op. På denne dag var vinden med bandet, som også i de mellemliggende år har fået masser af fans, ligesom stadig flere har fået øjnene op for dels bluesens helende puls og værdien i at veksle mellem slaget, der ligger foran beatet og derefter have oceaner af sekundtiendedele inden det næste beat falder, som føles forsinket, men er som manna for tørstende sjæle. En drømmende puls, som du falder ned i og som leverer trance. Vi snakker folk, som både er sufier og shamaner, og som via de århundredeårige beats og rundgange synes at have fundet frem til en formel, som Roskildes publikum syntes i stigende grad at tage imod med kyshånd.

Koncerten var besættende fra første strofe, en opvisning i walking blues, vel at mærke kamelers gang på vej mod endeløse sandblæste horisonter. Men også psykedelisk med hilsner til især Grateful Dead, leveret af folk, som også i den grad har gjort hippiernes musik til deres og smider det ud over rampen med total overbevisning. Klædt som blå folk fra ørkenens port med de lange og farvestrålende kaftaner og forsirede ansigter. Ligesom kvinden i front med sit traditionelle you-you-you-råb gav lige den kant af eksotisk erotik, som rykkede mændene hoppende til næste beat.

Vi sluttede med titelsangene fra det største hit, "Ammasakoul", og den sidste, "Imdiwan", og så nåede vi skyerne igen og igen.

Triumf på Arena. Tilbagelænet og fedt, fedt, fedt.